1000 nye fællesskaber
2021
Læseforeningen var i sidste halvdel af 2021 så heldige at få del i ”Puljen til 1000 nye fællesskaber” fra Slots- og Kulturstyrelsen og takket være det, blev det muligt for vores frivillige læseguider at invitere deres læsegruppe en tur i biografen, i teateret, på museum eller på café.
Ensomheden steg under corona – særligt for udsatte og sårbare voksne, seniorer og ældre, der har mærket konsekvenserne af pandemien i form af en massiv indgriben i deres hverdagsliv og måske allerede sparsomme fællesskaber. Der var derfor behov for at sætte ind med styrkende fællesskabende aktiviteter for voksne, seniorer og ældre, der kunne kickstarte nye fællesskaber og få oplevelsesindustrien godt i gang igen efter nedlukning.
Vores læseguider og deres grupper kom vidt omkring; en gruppe etniske kvinder fra Svendeborg tog ind at se kunst på Brandts Klædefabrik, en gruppe udsatte mødre fra Aarhus – og deres børn - tog i Aarhus Teater og så Alice i eventyrland, og en gruppe unge psykisk sårbare fra København tog i biografen og ud at spise. Dette er bare tre eksempler ud af ca. 30 oplevelser vi havde sammen med vores læsegrupper.
Puljen støttede foreninger på kultur- og socialområdet, der i forvejen er aktive i et lokalsamfund og formålet er at skabe foreningsdrevne arrangementer og oplevelser i oplevelsesindustrien til gavn for borgere, lokale tilbud og virksomheder, der har brug for at komme i gang igen efter corona.
Læs mere om puljen hos Slots- og Kulturstyrelsen.