Indsatsområder
Udsathed
I Læseforeningen har vi en særlig poetisk tilgang til arbejdet med udsathed og de mest komplekse sociale problemer. Vores udgangspunkt er, at alle - uanset position i samfundet og livssituation - kan have glæde og gavn af at være en del af åbne, skønlitterære fællesskaber uden særlige krav eller forudsætninger. Derfor arbejder vi målrettet for at gøre læsefællesskaber tilgængelige på landets lavtærskeltilbud, væresteder, bosteder, i fængsler, mv. Samtidig involverer vi mennesker i udsatte positioner som medskabere.
Vi forstår udsathed som en kombination af mange samtidige problemer, såsom usikker tilknytning til netværk, bolig, uddannelse og arbejde, ensomhed, psykisk sygdom, afhængighed, vold, skrøbelig økonomi og andre udfordringer, der kan være svære at håndtere som menneske. Vores læsefællesskaber er for alle – også for dem der befinder sig i de allermest udsatte positioner i samfundet.
Ensomhed
I Læseforeningen har vi udviklet en landsdækkende indsats med åbne, skønlitterære fællesskaber, der kan modvirke og lindre ensomhed. Her kan du som menneske komme, som du er - uden krav og forudsætninger. Litteraturen giver næring til meningsfulde samtaler, der knytter an til levet liv, tanker, følelser og erfaringer. Udgangspunktet for læsefællesskaberne er ikke ensomhed, men poesi og skønlitteraturen som det fælles tredje.
Vi forstår ensomhed som en følelse, der rammer individuelt, men som skal forstås og håndteres som et kollektivt samfundsproblem. Derfor arbejder vi for at afstigmatisere og rækker ud til mennesker i særlig risiko for at opleve ensomhed – ældre, unge, pårørende og mennesker med kroniske lidelser.
Vi er del af partnerskabet Sammen mod ensomhed.
Psykisk mistrivsel
I Læseforeningen har vi etableret ‘en skønlitterær infrastruktur’ i og på tværs af psykiatrien. Udgangspunktet er, at mennesker, der oplever psykisk mistrivsel og/eller har psykiatrierfaringer, kan have stor glæde af at deltage medskabende i poetiske fællesskaber - enten som del af behandlingen i psykiatrien eller i hverdagslivet med psykisk sygdom, sårbarhed eller mistrivsel. Derfor arbejder vi for at skabe læsefællesskaber både under indlæggelse, ambulant og i civilsamfundet samt at uddanne deltagere med psykiatrierfaringer til selv at blive medskabere af indsatsen.
Vi forstår psykisk mistrivsel som et spektrum af oplevelser, hvor man har det svært som følge af psykisk sygdom eller sårbarhed. Deltagerne i ‘skønlitterær infrastruktur’ er mennesker, som alle har erfaringer med psykiatri eller psykisk mistrivsel – som pårørende, personale eller patient. Det er vigtigt for os med en definition af psykisk mistrivsel, som favner bredt.
“I litteraturen er du aldrig alene”
- Mette Steenberg, stifter af Læseforeningen