Fælleslæsning: Et humanvidenskabeligt laboratorium for litteratur og social intervention

2017 - 2021

Dette VELUX-støttede projekt opretter læsegrupper ud fra metoden guidet fælleslæsning for psykisk sårbare og udsatte unge i flere danske byer. Samtidig er det et tværfagligt forskningsprojekt, som undersøger, om og hvordan deltagelse i læsegrupper kan være med til at styrke sårbare unge. 

Styrket livskvalitet og øget handlekraft

I Danmark er psykiske problemer årsag til 50% af alle langtidssygemeldinger og 48% af alle førtidspensioner. I fire ud af fem tilfælde er det unge under 30 år, som tildeles en førtidspension grundet psykiske lidelser. Et stigende antal unge i den vestlige verden kæmper således med alvorlige sociale og psykiske problemer. De har svært ved at finde fodfæste i et samfund, hvor der stilles større og tidligere krav til uddannelses- og jobparathed. Det har skabt et behov for sociale indsatser, der kan styrke de unges livskvalitet og øge muligheden for at få handlekraft i eget liv.

Det er baggrunden for dette forskningsprojekt mellem Læseforeningen og Interacting Minds Centre ved Aarhus Universitet, som over en periode både vil undersøge, hvordan deltagelse i læsegrupper kan give de unge et frirum, hvor man mødes om litteratur, og vil tilbyde dem en uddannelse i selv at etablere og drive frivillige læsegrupper.

Projektet bringer et presserende, men endnu udækket behov i samfundet sammen med forskellige videnskabeligheder på Aarhus Universitet. Den sociale udfordring møder læseforskningens analyse af læseengagement og samtidig inddrages antropologiens interesse for sociale processer psykologiens mål for livskvalitet – det er det, vi kalder et humanvidenskabeligt laboratorium.

Empowerment-program

Læseforeningen skaber i samarbejde med forskningen et såkaldt empowerment-program, der kan vise, hvordan læsegruppedeltagelse kan styrke psykisk sårbare unge inden for områder som relationer, meningsfuldhed og handlemulighed, hvor udsatte unge særligt oplever vanskeligheder. Det er projektets mål at forankre dette empowerment-program i en række byer i samarbejde med andre foreninger og velgørenhedsorganisationer og kommunale indsatser.

Følgegruppen

Følgegruppens medlemmer er alle udpeget på baggrund af deres særlige kompetencer inden for området for socialt udsatte- og psykisk sårbare unge, og repræsenterer på hver deres måde forskellige dimensioner af indsatser for målgruppen. Konkret består gruppen af aktører fra psykiatrien, området for socialt arbejde med udsatte- og psykisk sårbare unge, det politiske niveau samt forskning.

Følgegruppen består af:

  • Lars Benjaminsen, seniorforsker i VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

  • Johanne Bratbo, projektleder i EN AF OS

  • Jacob Lawaetz, 1. reservelæge i Psykiatrien Øst, Region Sjælland

  • Pernille Loumann, politisk konsulent i Rådet for Socialt Udsatte

  • Christian Lund, centerchef i headspace

  • Julie Lund, psykolog hos Udredningsenheden, Ambulatorium for mani og depression, AUH Risskov

  • Mette Vestergaard, daglig leder i SIND Ungdom

Fra Følgegruppens besøg hos The Reader i Liverpool

Fra Følgegruppens besøg hos The Reader i Liverpool

Læs mere om vores besøg hos The Reader Organisation i Liverpool med praksis-følgegruppen i april 2018 her.

Kampagnevideoer med deltagere fra projektet

Sebastian

 

Camilla

 

Nasima

 

Yderligere information

I forbindelse med dette projekt, kan også læses om vores ung-til-ung antologi

For yderligere information om projektets forskningsdel, kan du kontakte Mette Steenberg, ph.d., forskningsansvarlig og formand for Læseforeningen: mette.steenberg@cas.au.dk

For yderligere information om projektets praksisdel, kan du kontakte Helene Forsberg-Madsen, projektleder og socialfaglig konsulent i Læseforeningen: helene@laeseforeningen.dk

 

Presse

Forskning

VELUX_FONDEN_small.jpg
AU-logo-Aarhus-Universitet.png

Flere af vores projekter?