Læseforeningen på Århundredets festival
Fra den 4. til den 13. marts fejrer hele Aarhus Århundredets festival som i år zoomer ind på perioden 1900-1950. I en tid med verdenskrige, økonomiske kriser og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet var perioden begivenhedsrig og fuld af nybrud - og det gælder også for periodens litteratur.
Med Læseforeningen får du mulighed for at dykke ned i nogle af de bedste litterære værker fra 1900-1950. Hver dag under festivalen holder vi levende læsning - samme format som så mange kender det fra Læseforeningens læsegrupper: Vi læser højt af en novelle og et digt, og undervejs taler vi om det vi læser.
Deltagelse er gratis. Der er plads til 15 deltagere, så hvis du vil være sikker på at få plads, så meld dig til ved at sende en mail til laeseforeningen@gmail.com.
Læsningerne foregår i FO-byen i Aarhus. Adressen er Frederiksgade 78C, 8000 Aarhus.
Oversigt over læsninger
Fredag d. 4. og lørdag d. 5. læser vi en novelle af Tove Ditlevsen og et digt af Bodil Bech
Mandag d. 7. læser vi en novelle af Hulda Lütken og et digt af Tove Meyer (NB: Søndag aflyst)
Onsdag d. 9. og torsdag d. 10 læser vi en novelle af Karin Michaëlis og et digt af Tove Ditlevsen
Tirsdag d. 8. og fredag d. 11. læser vi en novelle af Johannes V. Jensen og et digt af Tom Kristensen
Lørdag d. 12. og søndag d. 13. læser vi en novelle af Martin A. Hansen og et digt af Jens August Schade
Læsningerne foregår sætvis; dvs. at det er den samme novelle af Tove Ditlevsen og det samme digt af Bodil Bech vi læser d. 4. og d. 5., og så fremdeles.
Find begivenhederne på facebook ved at klikke på linksene i oversigten.
Vi glæder os til at læse med jer!