Væk læselysten!
På årets Ordkraft-festival i Ålborg kan du opleve Læseforeningens formand Mette Steenberg til inspirationsmødet Væk læselysten. Hun vil her – ud fra metoden guidet fælleslæsning - facilitere en læsning og præsentere Læseforeningens koncept.
Appetit på litteratur
DR og Ordkraft står for arrangementet, hvor forfattere, formidlere og læsere skal inspirere hinanden til, hvordan appetitten på at læse bøger kan vækkes. Læseforeningen har solid erfaring med at lave læsegrupper i hele landet for alle typer mennesker, hvor deltagerne oplever det fællesskab og de meningsfulde samtaler, som litteraturen kan åbne op for.
Vi glæder os derfor til at byde ind, når vi sammen skal finde en masse gode svar på spørgsmål som:
- Hvordan styrkes lysten til at læse?
- Hvordan kan vi sammen - læsere, forfattere, biblioteker, forlag og DR - bidrage, så appetitten på bøger og det at læse vækkes?
Festivalen Ordkraft
Festivalen Ordkraft har eksisteret siden 2011 og har til formål at vise ordet og litteraturens betydning og muligheder for alle aldersgrupper. Dette sker via et vidtrækkende program, der forløber over tre dage og indeholder forfattersamtaler, debatter, højtlæsning, leg samt overraskende og innovative events.
Ordkraft foregår i Nordkraft i Ålborg, hvor centrum for festivalen er Kedelhallen, men hvor aktiviteterne breder sig ud over hele Nordkraft i form af forfattermøder i de mindre sale, koncerter, drama, filmforevisninger og andre forskellige events med ordet i centrum.
Tid og sted
Ordkraft finder sted den 7.-9. april 2017 i NORDKRAFT, Kjellerups Torv 5, 9000 Aalborg
Væk læselysten foregår den 8. april fra kl. 15 i DGI, 6. sal
Læs mere om festivalen her