Så skød vi Velux-projektet i gang med besøg hos The Reader Organisation
Vores treårige, Velux-støttede projekt ”Fra deltager til læseguide – Et humanvidenskabeligt laboratorium for fælleslæsning og empowerment” blev kickstartet med en studietur til Læseforeningens inspirations- og samarbejdsorganisation The Reader Organisation i Liverpool. Her var den følgegruppe, der er blevet nedsat til at kvalificere projektets praksisdel, samt den samlede gruppe på Velux-projektet draget af sted for at høre om The Reader Organisations erfaringer med læsegrupper for socialt udsatte og psykisk sårbare i praksis og som forskningsfelt.
Inspirerende oplæg
Læseforeningens metode guidet fælleslæsning er inspireret af engelske the Reader Organisations arbejde. The Reader er en prisvindende, social forening i England, der, med primus motor Jane Davis i spidsen, siden 2002 har arbejdet på at skabe relationer mellem mennesker og litteratur gennem’shared reading’. Derudover har professor Phillip Davis over en årrække forsket i effekter af ’shared reading’ ved Liverpool University.
Der var derfor mange gode grunde til at indlede følgegruppens arbejde med en introduktion til The Reader og arbejdet med ’shared reading’ i UK, og lade det danne udgangspunkt for en introduktion af tankerne bag vores eget Velux-projekt og den konkrete udformning.
I løbet af de to dage, 23.-24. april, fik vi således et godt indblik i nogle af The Readers mange interessante tiltag. Eksempelvis hørte vi oplæg om fælleslæsning for mennesker med psykiske lidelser, om læsegrupper for fængselsindsatte, hvor de indsatte bliver uddannet til læseguider og om The Readers indsats for læsesvage børn i skolerne. Endvidere havde vi en fælleslæsning med Kate McDonnell, Head of Reading Excellence, ligesom professor Philip Davis fortalte om sin forskning i effekterne af læsegruppedeltagelse.
Følgegruppen
Følgegruppens medlemmer er alle udpeget på baggrund af deres særlige kompetencer inden for området for socialt udsatte- og psykisk sårbare unge, og repræsenterer på hver deres måde forskellige dimensioner af indsatser for målgruppen. Konkret består gruppen af aktører fra psykiatrien, området for socialt arbejde med udsatte- og psykisk sårbare unge, det politiske niveau samt forskning.
Følgegruppen består af:
Lars Benjaminsen, seniorforsker i VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Johanne Bratbo, projektleder i EN AF OS
Jacob Lawaetz, 1. reservelæge i Psykiatrien Øst, Region Sjælland
Pernille Loumann, politisk konsulent i Rådet for Socialt Udsatte
Christian Lund, centerchef i headspace
Julie Lund, psykolog hos Udredningsenheden, Ambulatorium for mani og depression, AUH Risskov
Mette Vestergaard, daglig leder i SIND Ungdom
Et både praksis- og forskningsorienteret projekt
Med inspirationen fra The Reader i bagagen og den yderst kompetente følgegruppe tilknyttet er vi klar til at fortsætte projektet. Konkret indebærer det etablering af en række læsegrupper ud fra metoden guidet fælleslæsning for psykisk sårbare og udsatte unge i flere danske byer. Formålet er at skabe mulighed for empowerment for deltagerne i læsegrupperne, først og fremmest gennem deltagelse i læsegrupper og sidenhen gennem mulighed for uddannelse til læseguider og selv facilitere en læsegruppe. Samtidig er ”Fra deltager til læseguide” et tværfagligt forskningsprojekt, som undersøger, om og hvordan deltagelse i læsegrupper kan være med til at styrke sårbare unge.
I april er de første to læsegrupper startet op i hhv. Aarhus og København, og grupperne følges tæt af forskere inden for litteratur, antropologi og psykologi. Undervejs i projektet vil praksis-følgegruppen bistå med faglig sparring i forhold til at anvende læsegrupper som social interventionsform.
For yderligere information om projektets praksisdel, kontakt socialfaglig konsulent i Læseforeningen Helene Forsberg på helene@laeseforeningen.dk
Du kan læse mere om The Reader Organisation på deres egen hjemmeside.