Vi søger læseguider i Aarhus
Til september skal vi starte en ny læsegruppe op på Kofoeds Skole i Aarhus og søger derfor et par nye frivillige læseguider.
Gruppen finder sted i et samarbejde mellem Læseforeningen, Kofoeds Skole og Kontakthuset. Planen er at mødes på Kofoeds Skole onsdage kl. 10.15-11.15, så du skal meget gerne kunne komme i det tidsrum. Gruppen er for brugere af Kofoeds Skole og Kontakthuset - altså mennesker med sociale, misbrugs- og/eller psykiske problemstillinger inde på livet.
ROLLEN SOM LÆSEGUIDE
Som læseguide er du ansvarlig for at facilitere en læsegruppe. For at blive læseguide er det afgørende, at du interesserer dig for litteratur, møder mennesker med respekt og i øjenhøjde og har lyst til at prøve kræfter med at drive læsegrupper for mennesker i udsatte livssituationer. Vi stiller ingen specifikke krav om uddannelses- og jobbaggrund, men forventer at du i ansøgningen redegør for, hvordan dine erfaringer vil kunne bringes i spil i rollen som læseguide.
For at blive læseguide skal du gennemføre uddannelsen i metoden guidet fælleslæsning. Alle vores læsegrupper er baseret på denne metode, og på uddannelsen har vi fokus på anvendelsen af metoden i praksis. Metoden indebærer bl.a., at læseguiden altid læser skønlitterære tekster højt for gruppen, hvorefter man sammen taler om, hvilke refleksioner, følelser og erindringer, teksten vækker. Deltagerne skal ikke forberede sig eller have særlige forudsætninger for at kunne deltage.
Vi mener, at alle kan have glæde af god litteratur og arbejder for, at alle kan blive del af vores læsende fællesskaber. Det er derfor vigtigt, at du som læseguide kan skabe rum for en åben samtale omkring litteratur med inddragelse af deltagernes oplevelser, refleksioner og erfaringer. Alt dette bliver du klædt på til på kurset i guidet fælleslæsning.
Som frivillig i Læseforeningen indgår du i foreningens læseguideprogram, der sikrer den fornødne understøttelse af dit frivillige arbejde, herunder ERFA-møder med andre læseguider, supervision og løbende individuel sparring.
Som udgangspunkt forpligter du dig til at have en læsegruppe ugentligt i et år. Du kan læse mere om, hvad rollen som læseguide indebærer, her.
ANSØGNING
Send en kort motiveret ansøgning til: zineth@laeseforeningen.dk
Hvis du er interesseret i at blive frivillig læseguide, skal du kunne deltage på læseguide-uddannelsen den 4.-7. oktober 2018 på Saxild Strand syd for Aarhus.
Samtaler afholdes torsdag d. 13 september.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til frivilligkoordinator Zineth Barfod på e-mail zineth@laeseforeningen.dk eller tlf. 30242291.
Vi glæder os til at høre fra dig!