Vi søger nye frivillige læseguider til at skabe stærke læsende fællesskaber i Region Midtjylland

Vil du være med til at fremme mental sundhed ved at lave læsegrupper i Region Midtjylland i byerne Randers, Holstebro, Viborg og Ikast-Brande. Så er dette måske noget for dig? Som læseguide bliver du medskaber af stærke læsende fællesskaber og del af et stærkt netværk af frivillige læseguider. Samtidig får du mulighed for at medudvikle projektet til hele Region Midtjylland.

ROLLEN SOM LÆSEGUIDE

Som læseguide i Læseforeningen bliver du uddannet i metoden guidet fælleslæsning og læseguide for en læsegruppe, som mødes ugentligt formiddage eller eftermiddage i en time til halvanden. For at blive læseguide er det afgørende, at du interesserer dig for litteratur, møder mennesker med respekt og i øjenhøjde og har lyst til at prøve kræfter med at facilitere læsegrupper for mennesker på tværs af samfundet i svære livssituationer. Vi stiller ingen specifikke krav om uddannelses- og jobbaggrund, men forventer at du i ansøgningen redegør for, hvordan dine erfaringer vil kunne bringes i spil i rollen som læseguide.

Vores læsegrupper foregår altid ud fra metoden guidet fælleslæsning, og denne metode lærer du at anvende i praksis på tredages-uddannelsen til læseguide. I læsegrupperne læser læseguiden en skønlitterær tekst og et digt højt, hvorefter man i gruppen taler om, hvilke refleksioner, følelser og erindringer teksten vækker. Deltagerne skal ikke forberede sig eller have særlige forudsætninger for at kunne deltage.

Som frivillig i Læseforeningen indgår du i foreningens læseguideprogram, der sikrer den fornødne understøttelse af dit frivillige arbejde, herunder ERFA-møder med andre læseguider, supervision og løbende individuel sparring.

ANSØGNING

Send en kort motiveret ansøgning til: zineth@laeseforeningen.dk senest d. 22. februar 2019. Hvis du er interesseret i at blive frivillig læseguide, skal du kunne deltage på læseguide-uddannelsen den 22 – 24 marts på Hald Hovedgård i Viborg.

2.jpeg2.jpeg
Forrige
Forrige

Læseforeningen læser nu også hos Kirkens Korshær i Holstebro

Næste
Næste

Læseforeningen og Spar Nord Fonden vil styrke fællesskabet gennem åbne læsegrupper