Er du studerende og vild med litteratur?
- Så er læsegruppen på Studenterhuset Aarhus noget for dig!
De fleste studerende oplever nok, at studietiden ikke altid er en dans på roser og at fritidslæsning bliver nedprioriteret til fordel for studielæsning. Derfor har vi i samarbejde med Studenterrådgivningen oprettet en læsegruppe for unge, der savner et frirum og som kunne tænke sig at få skønlitteraturen mere ind i hverdagen.
Vores læsegruppe kræver ingen forberedelse for de deltagende, så det eneste du behøver er at møde op på Studenterhuset og have lyst til at indgå i et fællesskab, hvor litteraturen bliver udgangspunkt for en masse spændende samtaler.
Læsegruppen faciliteres af en læseguide uddannet i vores metode guidet fælleslæsning - en åben tilgang til litteratur baseret på fællesskab, højtlæsning og samtale. Læseguiden udvælger den skønlitteratur som læses højt i gruppen fx uddrag, noveller og digte og vi snakker om det efterfølgende. Vi læser alle typer af litteratur – ældre såvel som ny, men på en måde, hvor alle kan være med.
Projektet er et samarbejde mellem Læseforeningen, Velux Fonden og Studenterrådgivningen.
Sted
Læsegruppen finder sted på Studenterhuset ved Aarhus Universitet, Nordre Ringvej 3, kl.16:30-18.00 hver torsdag. Vi mødes foran Studenterrådet. Første gang er d.9. januar. Der serveres altid lidt varmt at drikke og noget sødt at spise.
FRA DELTAGER TIL LÆSEGUIDE
Læsegruppen er del af et landsdækkende projekt støttet af midler fra VELUXfonden, der har til formål at skabe empowerment og styrke unge gennem deltagelse i læsegrupper ud fra metoden guidet fælleslæsning. Konkret indebærer projektet opstart af læsegrupper for unge, der oplever sociale og/
eller psykiske udfordringer, som en del af studie-og ungdomslivet, og sidenhen uddannelse af del- tagere til læseguider med henblik på selv at videreføre læsegrupper for andre unge med støtte fra Læseforeningen. På sigt er målet at udbrede og forankre læsegrupper som et tilbud på tværs af Dan- mark med tidligere deltagere i rollen som læseguide. Det er dog stadig muligt at være med som deltager. Uddannelsen til læseguide er et tilbud og ikke et krav for at være med i læsegruppen. Næste uddannelsesforløb er i foråret 2020.
FORSKNING
Udover etablering og forankring af læsegrupper for unge, der oplever sociale og eller psykiske udfordringer, er formålet samtidigt at blive klogere på, hvordan guidet fælleslæsning kan styrke livskvalitet og øge mental sundhed. På den måde indgår læsegrupperne i projektets forskningsdel.
Konkret betyder det, at en forsker af og til vil deltage i læsegruppen. Derudover vil læsegruppernes deltagere blive inviteret til at deltage i workshops, refeksionsmøder og evt. interviews i relation til forskningen.
TILMELDING
Vi håber du har lyst til at være med. For tilmelding skal du bare udfylde nedenstående formular. Pladserne fordeles efter først til mølle-princippet.
Tak for din tilmelding! Du vil høre fra os snarest.
Hvis du har nogen spørgsmål, kan du kontakte Helene fra Læseforeningen på helene@laeseforeningen.dk