Virtuelle læsegrupper for psykisk sårbare unge i Coronaens tid
Er du mellem 18 og 35 år, og synes du denne tid med isolation og social distance er svær at komme igennem, så er vores virtuelle læsegrupper måske noget for dig!
Vi befinder os i en svær tid med store konsekvenser for os hver især og for samfundet som helhed. En tid som påvirker os alle, men som kan være ekstra svær, hvis man i forvejen føler sig udsat og har psykisk sårbarhed inde på livet.
Derfor udvider vi nu vores indsats for psykisk sårbare unge på tværs af landet med et tilbud om at deltage i virtuelle online læsefællesskaber. Her mødes vi online omkring god litteratur og deler tanker, følelser og erfaringer. Almindeligvis har vi ugentlige læsegrupper for psykisk sårbare unge en række steder i-og omkring Aarhus og København, men da det ikke er muligt at mødes fysisk i denne tid, går vi nye veje med stærke læsende virtuelle fællesskaber.
I Læseforeningen arbejder vi for at skabe stærke læsende fællesskaber overalt i samfundet og for alle, som kan have glæde af at læse i fællesskab. Vores erfaring er, at vi med litteratur og samtale kan skabe gode møder mellem mennesker og rum for at dele tanker, følelser og erfaringer med andre på en inspirerende og uforpligtende måde. At mødes om litteratur kan være et helle i en hverdag med psykisk sårbarhed. Sammen udforsker vi litteraturen og deler tanker gennem højtlæsning og samtale. Det giver nye perspektiver på tilværelsen, nye bekendtskaber og styrker troen på egne evner som del af et læsende fællesskab.
ET FÆLLESSKAB OM LITTERATUR
Vi mødes i læsegruppen en gang om ugen, hvor vi sammen læser skønlitteratur og taler om de tanker, følelser og refleksioner, teksterne vækker. Det kræver ingen særlige forudsætninger eller forberedelse at være med. Teksten bliver læst højt af en læseguide uddannet i metoden guidet fælleslæsning og man skal ikke have forberedt sig. Man kommer, som man er, og bidrager i det omfang, man kan og vil.
FRA DELTAGER TIL LÆSEGUIDE
Som del af projektet vil der i 2020 være mulighed for, at du kan blive uddannet til læseguide og sidenhen drive en læsegruppe med støtte fra Læseforeningen. Læsegrupperne er del af vores treårige projekt finansieret af midler fra VELUX-fonden med titlen Fra deltager til læseguide. Formålet med projektet er at skabe empowerment og styrke unge med psykiske sårbarheder gennem deltagelse i læsegrupper ud fra metoden guidet fælleslæsning - som deltager og evt. siden som læseguide.
På sigt er målet at udbrede og forankre læsegrupper som et tilbud for unge psykisk sårbare på tværs af Danmark med tidligere deltagere i rollen som læseguide. Der vil dog stadig være muligt for at være med som deltager. Uddannelsen til læseguide er et tilbud og ikke er et krav for at være med i læsegruppen.
FORSKNING
Ud over etablering og forankring af læsegrupper for unge psykisk sårbare er formålet samtidigt at blive klogere på, hvordan guidet fælleslæsning kan styrke livskvalitet og øge mental sundhed. Derfor indgår læsegrupperne i projektets forskningsdel.
Konkret betyder det, at en forsker af og til vil deltage i læsegruppen. Derudover vil læsegruppernes deltagere blive inviteret til at deltage i workshops, refleksionsmøder og evt. interviews i relation til forskningen.
TILMELDING
Læsegrupperne finder sted henholdsvis mandag kl.16-17:30 og torsdag kl.14-15:30
Vi håber du har lyst til at være med. For tilmelding skal du bare udfylde nedenstående formular. Pladserne fordeles efter først til mølle-princippet.
Hvilken dag ønsker du at deltage
Tak for din tilmelding! Du vil høre fra os snarest.
Hvis du har nogen spørgsmål, kan du kontakte Helene fra Læseforeningen på helene@laeseforeningen.dk