Vær med: Fælleslæsning af Clarice Lispectors klassiker Stjernens time
Læseforeningen byder på fælleslæsning af romanen Stjernens time af den brasilianske forfatter Clarice Lispector
Bogen "Stjernens Time" er skrevet af den brasilianske forfatter Clarice Lispector (1920-77) og bliver ofte beskrevet som hendes hovedværk. Den fortælles af en fiktiv forfatter, Rodrigo S.M., som er fascineret af den unge pige Macabéa. Macabéa lever i Rio, hun er oprindeligt fra det fattige Nordøstbrasilien, men tjener nu til sit ubemærkede liv i storbyen ved at være sekretær. Hun er ikke en dygtig sekretær, hun skriver alt for langsomt på skrivemaskinen og laver mange stavefejl. I det hele taget er der ikke meget, Macabéa er god til. Men hun har sine glæder. Og en dag spås hun en fantastisk fremtid.
Stjernens time er netop udkommet i Gyldendals Skala-serie for genopdagede mesterværker fra det 20. århundrede. Bogen er nyoversat, og når vi har læst den til ende, slutter vi af med en aften med oversætteren Tine Lykke Prado.
FORSKNINGSPROJEKT
Forløbet er del af et forskningsprojekt på Århus Universitet, ved lektor Line Dalsgård, og læsesessionerne vil blive lydoptaget. Alle deltagere vil derfor blive bedt om at udfylde samtykke-erklæringer. Dog vil deltagernes personlige forhold ikke være i fokus. Det er samtalerne om Macabéa og hendes virkelighed, som har relevans for Dalsgårds projekt.
PRAKTISK INFORMATION
Fælleslæsningen finder sted i Emblasgade 175 - 2100 København Ø.
Læseguide er Thit Hansen suppleret af Line Dalsgård.
Tid: kl. 20-21:30
Datoer: 14.9., 17.9., 21.9., 24.9., 28.9., 1.10., 5.10. og 8.10. Man forventes at kunne deltage mindst 7 ud af disse 8 gange.
Oversætteren Tine Lykke Prado kommer forbi d. 22.10. kl. 19:30 og fortæller om sit arbejde og romanen.
TILMELDING
Du tilmelder dig via nedenstående formular: