ER DU VORES NYE LÆSEGUIDE?
vi søger nye frivillige læseguider i Aarhus, der har lyst til at skabe generationsmøder gennem litteraturen og modvirke ensomhed og social eksklusion blandt ældre i Aarhus.
OM
Som frivillig hos Læseforeningen bliver du først uddannet i metoden guidet fælleslæsning og er derefter læseguide for en læsegruppe. Som læseguide understøttes du af foreningens læseguideprogram i din praksis. Læseguideprogrammet omfatter supervision, individuel sparring, netværksmøder og fællesskab med andre læseguider.
På uddannelsen lærer du at udvælge litteratur og facilitere den fælles læseoplevelse. Læsegruppen er et kreativt og litterært rum for samtaler omkring litteratur og de personlige erfaringer, tanker og følelser litteraturen vækker hos os. Som læseguide skal du kunne lide litteratur og have lyst til at dele den med andre. Du er en dygtig facilitator og møder mennesker med respekt og i øjenhøjde. Vi stiller ingen specifikke krav om uddannelses- og jobbaggrund, men forventer, at du i ansøgningen redegør for, hvordan dine erfaringer vil kunne bringes i spil i rollen som læseguide.
Som læseguide læser du ugentligt på et plejecenter eller aktivitetscenter i dagtimerne ca. 1 time. Vi forventer at du kan forpligte dig som læseguide i min. 1 år.
INFOMØDE
Vi inviterer til infomøde d. 06.08 kl.16-18 på Godsbanen, vogn 1. Her kan du blive klogere på rollen som læseguide.
ANSØGNING
Hvis du er interesseret så send en kort ansøgning til Læseguidekoordinator zineth@laeseforeningen.dk senest 10.8. Vi afholder samtaler i uge 34. Hvis du søger, er det vigtigt, at du kan deltage på uddannelsen på Skæring strand fra d.4-6 september.
Du kan læse mere om metoden guidet fælleslæsning her