1 mio. kroner fra Spar Nord Fonden til at skabe skønlitterære åndehuller i stærke lokale læsefællesskaber
Læseforeningen og Spar Nord Fonden deler en vision om at skabe stærke lokalt forankrede fælleskaber. Derfor støtter Spar Nord Fonden igen Læseforeningens arbejde – nu til udvikling af et bredere og stærkere læseguideprogram, der skal sikre åbne lokalt forankrede læsefællesskaber til gavn for folk i en række mellemstore byer i Danmark.
Ensomme, stressramte, psykisk sårbare unge og alle andre, der vil være del af et læsende fællesskab. Læseforeningen er en social frivillig forening, der arbejder for at bringe litteraturen ud til glæde for mennesker i alle hjørner af samfundet ved hjælp af et stærkt hold frivillige læseguider, uddannet i Læseforeningens metode guidet fælleslæsning. Spar Nord Fonden støtter nu igen Læseforeningens arbejde med 1.000.000 kroner til at udvikle stærke lokale frivilligkulturer og forankre vores åbne læsefællesskaber i en række mellemstore byer på tværs af landsdele.
”Bevillingen fra Spar Nord er et kæmpe skulderklap og et rygstød, der gør det muligt at lykkes med at nå endnu bredere ud og give mennesker i alle dele af samfundet adgang til stærke lokale læsefællesskaber. Lige nu er vores indsats stadig i for høj grad et storbyfænomen. Med bevillingen kan vi udvikle en stærk skønlitterær civilsamfundsindsats baseret på frivillighed - også udenfor de større byer. Endnu et afgørende skridt på vejen for at sikre, at der en dag er et åbent læsefællesskab i din og enhver anden by.” udtaler Socialfaglig Udviklingsleder Helene Forsberg.
Læsegrupper med plads til alle
Læseforeningens læsegrupper er særlige. De er baseret på metoden guidet fælleslæsning, som er bragt til Danmark af Læseforeningens formand og stifter, Mette Steenberg, og siden udviklet i dansk kontekst med afsæt i både forskning og praksis. Læsegrupperne har altid en uddannet læseguide ved roret, der udvælger litteraturen, læser højt og skaber rum for åben, fordomsfri samtale. "Læsegrupperne skaber et særligt rum for at dele litteratur, tanker, følelser og erfaringer. I grupperne åbner vi litteraturen op sammen, taler om hvad historierne betyder for os og lader skønlitteraturen stå i centrum for en samtale, der knytter an til det levede liv." udtaler Mette Steenberg, daglig leder i Læseforeningen.
Udvidelse til fire nye byer
Læseforeningen modtog første gang midler fra Spar Nord Fonden i 2019. Med udgangspunkt i det gode samarbejde omkring etablering af åbne læsegrupper i mellemstore byer i Region Midtjylland, vil vi over de kommende to år arbejde videre for at sikre bredere lokal forankring af de åbne læsende fællesskaber med udgangspunkt i fire små- og mellemstore byer - Viborg, Ikast-Brande, Helsingør og Svendborg. Det er endnu et afgørende skridt i vores arbejde for at sikre, at der en dag findes et åbent læsende fællesskab i din og enhver andens by. Læs mere om Læseforeningen og vores åbne læsegrupper her.
Om Spar Nord Fonden
Vi holder meget af at være med til at fortælle historien, og vi værdsætter højt, når en donation for det meste virker to gange og to steder. Først hos de ildsjæle, som fik ideen, så et behov og fik støtten – og dernæst hos de, der oplever en ny verden.
I 2019 støttede Spar Nord Fonden 705 initiativer med i alt 58.788.519 kroner.