LÆSEFORENINGEN SØGER ENGAGEREDE MEDUNDERVISERE TIL VORES KURSUSTEAM
For at bygge en endnu stærkere bro mellem teori og praksis på vores læseguideuddannelse søger vi nu 4-6 engagerede medundervisere til vores nye kursusteam. Vi søger blandt jer derude, som allerede er læseguider og har bred erfaring med det særlige rum, der skabes i vores mange forskellige læsegrupper rundt omkring i landet.
Rollen som medunderviser
Som medunderviser indgår du på lige fod med Læseforeningens øvrige erfarne undervisere på vores kurser i guidet fælleslæsning.
Du skal være indstillet på at bevæge dig rundt i hele landet. Arbejdstiden er varieret, men kurserne falder typisk over tre sammenhængende dage – det kan både være hverdage og weekender.
Du kan forvente at undervise på et kursus ca. hver anden måned, arbejdsplanen lægger vi i fællesskab for at skabe mest mulig fleksibilitet.
Medunderviseren udfører en lønnet arbejdsopgave, aflønning sker i form af honorar.
Hvad kan vi tilbyde?
Et træningsforløb hvor du styrkes i dine formidlingsmæssige og pædagogiske evner og klædes på til at kunne undervise i metoden guidet fælleslæsning ud fra en hands on og praksisnær tilgang
Du bliver en del af Læseforeningens dygtige kursusteam og modtager løbende sparring og feedback
Du kan være med til at præge kommende generationer af læseguider
Du får mulighed for at komme rundt omkring i landet og møde mange mennesker med forskellige baggrunde men med en fælles interesse i litteraturen
Du får mulighed for at afprøve nye roller i Læseforeningen
Du får mulighed for at bruge erfaringer med guidet fælleslæsning i nye sammenhænge og bringe det i spil på nye måder
Hvad forventer vi
Du er uddannet læseguide og har minimum et års erfaring med guidet fælleslæsning og helst mere - gerne med forskellige målgrupper
Du kan deltage i vores tilrettelagte træningsforløb, som består af to adskilte kursusdage, henholdsvis lørdag d. 10. juni og 27. oktober samt en praktik på et af vores kurser i efteråret 2023 - d. 21.-23. august i Stenstrup, d. 20.-23. september på Hald Hovedgård eller d. 5.-7. oktober i Skæring.
Du kan forpligte dig for minimum et år, meget gerne mere. Vi tilbyder et diplom, der attesterer dine kompetencer efterfølgende
Ansøgning
Vi opfordrer alle vores læseguider, som synes det lyder interessant og brænder for formidling og undervisning, til at sende os en motiveret ansøgning.
I ansøgningen skal du fremhæve tre aspekter ved guidet fælleslæsning, som du betragter som det allermest vigtige ved metoden og for Læseforeningens arbejde generelt.
På vores nye kursusteam ønsker vi så bred en erfaringsbaggrund som muligt, vi skeler derfor også til spredning i køn, alder, geografi og vidensområder i udvælgelsesfasen. Vores kursusteam skal desuden være dækket ind i forhold til vores tre indsatsområder - psykisk mistrivsel, ensomhed og social udsathed - så medunderviseren kan varetage praksisdelen på kursets tredje dag.
Ansøgning og spørgsmål sendes til: sara@laeseforeningen.dk
Deadline for ansøgning er d. 19. maj. Samtalerne vil foregå d. 30. maj.