Litteraturen som et mødested i klimakrisen - Fælleslæsning og forfattersamtale med Rasmus Daugbjerg og Siri Ranva Hjelm Jacobsen på Godsbanen i Aarhus

»jeg tager en rosa pastelsporesvamp
med i min sang

fintstribet sumpløber, perlebi
gran-nonne
duehøg, skygge-pletlav

jeg synger koralrod med

skinnende dronningemos
synger mig med

guldsjakal, brændende mælkehat
lyssky orangelav
sværtende gråblad

bliver et kor
altså: en konspiration«

- Siri Ranva Hjelm Jacobsen, fra "Dafnesyndromet", 2021.

Skønlitterær klimaaktivisme!

Onsdag d. 6. marts inviterer Læseforeningen alle interesserede til en tankevækkende og vigtig eftermiddag på Godsbanen i Aarhus. Temaet er klimalitteratur, og sammen skal vi snakke om, hvordan poesi, prosa og fælleslæsning kan bruges aktivt og aktivistisk i en verden, der brænder. 

Du kender måske det med at tage et kig på din telefon, straks er der en nyhed, den er dårlig, den handler om klodens tilstand. Du bliver trist og modløs, du tænker på, hvad du skal stille op?

Så kom med til en eftermiddag i klimaets og i litteraturens navn. Der vil være oplæsning ved forfatterne Rasmus Daugbjerg og Siri Ranva Hjelm Jacobsen, og efterfølgende forfattersamtale om, hvordan de behandler og berører klimakrisen igennem kunsten.  

Herefter er der fælleslæsning i mindre grupper blandt alle deltagende. Vi læser (klima)digte- og prosa, diskuterer og deler tanker - alt sammen faciliteret af en uddannet læseguide fra Læseforeningen i hver enkel gruppe.

Til sidst slutter vi af på bedste manér: med et bæredygtigt måltid mad, hvorefter vi går hjem med kroppene fulde af poesi og aktivistisk engagement.

Arrangementet er for alle og gratis

Praktisk information:

Tid: d. 6. marts 2024 kl. 16.00 - 18.00 (mad fra kl 18.00)

Sted: Vogn 1, Godsbanen, 8000 Aarhus.

Tilmelding: annaliv@laeseforeningen.dk (senest 28. februar)

Om forfatterne:

Rasmus Daugbjerg beskæftiger sig i sit forfatterskab med grænsen mellem menneske og natur: i debuten "Rygtet" fra 2021 og senest i romanen "Trold" fra 2022, hvor en trold straffer menneskene, når de gør vold på naturen. Han finder inspiration i sagn og myter og aktualiserer folkeeventyret ved at relatere det til nutidens klimakrise. Rasmus Daugbjerg er stifter af Skolen for Skrift og har også undervist på Testrup Højskole.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen debuterede i 2016 med romanen "Ø". Hendes romaner reflekterer over menneskets intime og destruktive forhold til naturen, eksempelvis i "Havbrevene" fra 2018, som er en poetisk brevveksling mellem Atlanterhavet og Middelhavet. Hun skriver sig ind i en økolitterær tendens, hvor naturen har afgørende betydning for menneskehedens skæbne. Også hun beskriver den økologiske og klimamæssige krise igennem mytologi, senest i hybridromanen "Dafnesyndromet" fra 2021. Siri Ranva Hjelm Jacobsen er udover sit virke som forfatter litteraturanmelder på Weekendavisen, oversætter og foredragsholder.

Forrige
Forrige

I litteraturen er du aldrig alene: Bliv frivillig læseguide og vær med til at modvirke ensomhed blandt ældre i København

Næste
Næste

NYE BALANCER: Masterclass med forfatter Caspar Eric - for frivillige læseguider og støttemedlemmer af Læseforeningen