FÆLLESLITTERÆR INDSATS: LÆSEFÆLLESSKABER FOR BØRN OG FAMILIER I HELSINGØR

“Det var som om, det ikke var fagligt!” - Sådan siger et barn i 4. klasse på Gurrevej Skole i Helsingør Kommune om at være med i et forløb med læsefællesskaber som en anderledes måde at lære på og være sammen om skønlitteraturen - fri for rigtigt og forkert og krav om at skulle analysere og fortolke teksten, men derimod med plads til frie associationer, fantasi og kreativitet.


Skønlitterære fællesskaber for børn

I samarbejde med Børnenes Hus i Helsingør og med støtte fra Lauritzen Fonden har vi de sidste to år arbejdet med at skabe skønlitterære frirum og fællesskaber for børn og familier i Helsingør for at styrke læsekulturen med særligt fokus på at nå dem, der ikke umiddelbart føler sig hjemme i et skønlitterært fællesskab. Hver anden uge inviterer Børnenes Hus til læsecafé, hvor Læseforeningens frivillige læseguide, Birgitte, læser højt og taler med børn og forældre om det, de læser. Det har ledt til fantastiske samtaler om blandt andet venskab, ensomhed og flugt. Efter læsningen spiser børn og familier sammen i huset.

For at nå bredt ud og invitere nye mennesker ind har vi sammen med Børnenes Hus skabt en række satellitter med læsefællesskaber rundt omkring i kommunen - det har blandt andet resulteret i et fantastisk samarbejde med Gurrevej Skole og nogle helt særlige læseoplevelser med børn i 4. klasse på tværs af nationaliteter, kulturer, læseevne og læselyst. Efter tre læsninger på skolen inviterede vi børnene ned i Børnenes Hus, hvor de fik mulighed for at udforske huset og forsætte fælleslæsningen i nye, inspirerende rammer - altid med muligheden for at vende tilbage sammen med deres familier.

Faglig fest og fejring

For at fejre alt det vi er lykkedes med at skabe sammen ved at arbejde på tværs med at styrke højtlæsningskultur og læseengagement gennem læsefællesskaber, inviterede vi i sidste uge til faglig fest i Børnenes Hus.

Det spændende program fyldt med erfaringsudveksling og fortællinger fra hele projektet blev indledt af leder af Frivillig Center Helsingør, Line Dietz Bjerregård, som talte om det at skabe sammen efterfulgt af Læseforeningens programchef Helene Forsberg, som fortalte om skønlitterære tilgange til at arbejde med udsathed og nivellere socioøkonomiske forskelle for børn i udsatte positioner. Dansklærer på Gurrevej Skole, Christina Løye Hejl, delte sine særlige erfaringer med at skabe læselyst gennem fælleslæsning i hendes 4. klasse, som består af en fantastisk divers børnegruppe med meget forskellige niveauer af sprogkundskaber og behov. Projektleder Hanna Thygesen fortalte om det imponerende arbejde i Børnenes hus og om at skabe en stærk lokal indsats gennem samarbejde med Læseforeningen, inden vi til sidst havde virtuelt besøg af Læseforeningens koordinator for familieindsatsen, Anna Liv Bolther, som delte erfaringer fra det gode arbejde med Læs højt, læs sammen i det jyske med støtte fra Egmont Fonden.


Indimellem var der plads til fælles refleksioner mellem de fremmøde på tværs af kunst, kultur, kommune, region, fond, frivillige og deltagere, som var mødt op for at fejre indsatsen.


Tusinde tak til alle, der var med!

Forrige
Forrige

SKØNLITTERÆR AKTIVISME PÅ SOLSKINSØEN: LÆSEFORENINGEN PÅ FOLKEMØDET 2022

Næste
Næste

KURSUS I METODEN GUIDET FÆLLESLÆSNING FOR EKSTERNE PÅ SKØNNE HALD HOVEDGAARD, D. 31 MAJ - 3. JUNI