LAURITZEN FONDEN STØTTER IGEN FÆLLESLITTERÆR INDSATS FOR BØRN, UNGE OG FAMILIER I HELSINGØR

Læseforeningen modtager 2 millioner fra Lauritzen Fonden til i samarbejde med Børnenes Hus og Frivilligcenter Helsingør at fortsætte arbejdet med at skabe højtlæsningskultur og øget trivsel gennem skønlitterære fællesskaber for børn, unge, forældre og familier i Helsingør Kommune.

Over de næste tre år vil Læseforeningen i samarbejde med Børnenes Hus, Frivilligcenter Helsingør og kommunale partnere videreudvikle den skønlitterære indsats for børn, unge, forældre og familier i Helsingør med plads til alle, også familier i sårbare positioner. Læseforeningens metode, guidet fælleslæsning, bringes i spil indenfor rammen af Børnenes Hus som et lokalt initiativ til at involvere børn og familier i byen. På skuldrene af et afprøvet koncept med læsesatellitter bredt i byen, udvides også samarbejdet med skoler, dagtilbud og andre aktører, hvor læsefællesskaberne forankres sideløbende med faste aktiviteter i Børnenes Hus på tværs af offentlige indsatser og den frivillige civilsamfundsindsats.

AT LÆSE PÅ EN LYSTFULD MÅDE

Formålet med projektet er at fortsætte arbejdet med at skabe uforpligtende, meningsfulde fællesskaber og frirum for børn, unge, forældre og familier gennem skønlitteratur samt samvær med andre familier lokalt. Undersøgelser peger på, at højtlæsning og fælles opmærksomhed på gode historier styrker børns læring og læseglæde samt følelsesmæssige tilknytning og sociale udvikling og dermed øger trivslen hos både børn og forældre. Læsefællesskaberne skaber en ny og anderledes ramme for at arbejde med læsning på en lystfyld måde, der i særdeleshed kan appellere til familier, hvor læsning ikke er en del af hverdagslivet.

Projektets aktiviteter er åbne for alle familier i Helsingør, som i læsefællesskaberne kan mødes på tværs af sociale og kulturelle skel. Projektet rækker desuden målrettet ud til nytilkomne ukrainske flygtninge, som i forskellige grad kan være i sårbare og udsatte livssituationer som følge af flugten og integrationen i et ukendt samfund.  Sammen med fælleslæsningen serveres et sundt måltid mad i Børnenes Hus, hvor der også er mulighed for at deltage i de mange andre aktiviteter, som familierne inviteres til at deltage i, og som kan danne yderligere grundlag for lokale fællesskaber. 

SKØNLITTERATUR NIVELLERER SOCIOØKONOMISKE FORSKELLE

Projektet ledes af Programchef Helene Forsberg fra Læseforeningen i partnerskab med projektleder Hanna-Zoéy T. Tyge fra Børnenes Hus. Partnerne siger om projektet:

Læseevne har enorm betydning for børns muligheder for at komme godt på vej i tilværelsen, det kan ligefrem nivellere socioøkonomiske forskelle, men der er for meget fokus på læseteknik og færdigheder. Al læselyst og læring forudsætter engagement, og det udspringer af gode fælles oplevelser med at læse og være med skønlitteraturen. Derfor er det så vigtigt, at vi med dette projekt arbejder fælleslitterært med at styrke børnene sammen med familierne
— Programchef Helene Forsberg
I Børnenes Hus skaber vi fællesskaber, oftest gennem kunstneriske møder eller kreative aktiviteter. Jeg er imponeret over, hvor effektivt skønlitteraturen er i denne sammenhæng, og i særdeleshed når den formidles af Læseforeningens læseguider. Derfor er jeg dybt taknemmelig for, at det er muligt at fortsætte de initiativer, vi har sat i gang her i Børnenes Hus og på Skolen ved Gurrevej samtidig med, at vi får tid til at udforske nye konstellationer og relationer, som kan styrke børn & unges trivsel her i Helsingør
— Projektleder Hanna-Zoéy T. Tyge

Har du lyst til at være frivillig læseguide og gøre en forskel for børn og familier med skønlitteratur? Læs mere her

Forrige
Forrige

VI SØGER FRIVILLIGE LÆSEGUIDER TIL AT LÆSE MED BØRN, UNGE, FORÆLDRE OG FAMILIER I HELSINGØR

Næste
Næste

UNGE, DEMOKRATI OG SKØNLITTERATUR: ET NYT HOLD SKØNLITTERÆRE AKTIVISTER KLAR TIL LÆSEREVOLUTION