LITTERÆR PAUSE: LÆSEFÆLLESSKABER FOR STUDERENDE I AARHUS, ODENSE, KØBENHAVN OG ROSKILDE

Foto taget for Uniavisen, Anne Ubbesen

Efteråret er over os, og som studerende betyder det, at sommerferien er slut og hverdagen med pensumlister, dage på læsesalen og lange to-do-lister igen begynder.
Er du studerende i Aarhus, Odense, København eller Roskilde, og har du brug for en velfortjent pause, så vil vi gerne invitere dig ind i et præstationsfrit rum for refleksion og samtaler om livet og verden og nogle af tidens store emner med udgangspunkt i skønlitteraturen. Læseguiden har teksterne med, så det kræver ingen forberedelse at deltage. Der vil være kaffe på kanden og lækre snacks, det eneste, du skal gøre, er at droppe ind på din vej fra a til b og nyde en times pause med højtlæsning og samtaler om alt det, litteraturen vækker i os.

Praktisk info og tilmelding

Læsegrupperne er for alle studerende på alle typer af uddannelser, og det er gratis at deltage. Du behøver ikke kunne være med hver uge, det er et ganske uforpligtende fællesskab, men vi ved jo alle, at koffein og sukker er vigtig proviant for enhver studerende, og for at sørge for at der er nok af begge dele, skal du tilmelde dig for at deltage. Se konkret information om de forskellige læsegrupper nedenfor:

Aarhus

Mandage, opstart d. 26. september

Hvor: I Læseforeningens lokale på Godsbanen, Skovgaardsgade 3F, 1. sal, 8000 Aarhus C.

Hvornår: Mandage kl. 16-17.30

Tilmelding: Tilmelding til frederikke@laeseforeningen.dk

Tirsdage, opstart d. 27. september

Hvor: UKH Tage-Hansens Gade 8B, 8000 Aarhus C

Hvornår: Tirsdage kl. 16-17.30

Tilmelding: Tilmelding til mia@laeseforeningen.dk

Odense

3 onsdage, opstart d. 14. september

Hvor: I bibliotekets kælder på UCL, Niels Bohr Allé

Hvornår: onsdag d. 14., 21. og 28. september kl. 15.30-17.00

Tilmelding: Tilmelding til sara@laeseforeningen.dk

København

Mandage, opstart d. 19. september

Hvor: Vi krydser fingre for, at de lune efterårsdage varer ved og mødes ved indgangen til Assistens Kirkegård ved Nørrebros Runddel, sammen finder vi et roligt sted under træerne.

Hvornår: Mandage kl. 16.00-17.30

Tilmelding: Tilmelding til sigrid@laeseforeningen.dk

Roskilde

NY LÆSEGRUPPE! Over 5 onsdage, opstart d. 28. september

Hvor: Roskilde Universitet, Student HUB’en i bygning 01

Hvornår: Onsdage d. 28. september, 12. oktober, 26. oktober, 9. november og 23. november kl. 15.00-16.30

Tilmelding: Tilmelding til sigrid@laeseforeningen.dk

Hvad vil det sige at deltage i en læsegruppe? 

Alle vores læsegrupper faciliteres af en frivillig læseguide, som medbringer to tekster og læser dem højt for gruppen. Undervejs holder læseguiden pauser og stiller spørgsmål til teksten, og deltagerne får mulighed for at dele alt det, de kommer til at tænke på. Der er ikke fokus på analyse og fortolkning, tværtimod er der højt til loftet og plads til at tænke vildt og frit og skævt sammen med andre studerende. En læsning varer mellem 1 og 1 1/2 time. Man behøver ikke være belæst eller have et særligt forhold til litteratur for at deltage, tværtimod kræver det ingen forberedelse at være med.

Læs mere om vores læsefællesskaber for studerende i denne artikel fra Uniavisen

Foto taget for Uniavisen, Anne Ubbesen

Forrige
Forrige

BILLEDSERIE: LÆSEFORENINGENS SOMMERSKOLE 2022

Næste
Næste

FÆLLESLÆSNING I FOLKEHUSENE I AARHUS: LÆSEGRUPPE PÅ FOLKEHUSET TRANBJERG