FORSKERE OG DIREKTØR I MODSVAR: KUNSTEN GØR, AT MAN KAN VÆRE MERE END SIN LIDELSE

Læseforeningens direktør Mette Steenberg har i samarbejde med seniorforsker og specialpsykolog i psykiatri, Nicolai Ladegaard, professor i antropologi, Line Dalsgård, og forsker og phD i antropologi, Charlotte Ettrup Christiansen, denne uge et debatindlæg i netavisen Altinget.dk. I indlægget argumenterer de fire forfattere for, at kunsten, og i særdeleshed litteraturen, har et særligt potentiale til at skabe meningsfulde rum for dem, der oplever mistrivsel og psykisk sårbarhed - fundamentet i Læseforeningens arbejde.

Debatindlægget er et modsvar til et tidligere indlæg i Altinget.dk, hvor to forskere fra SDU forholder sig kritisk til kulturminister Jakob Engel-Schmidts ønske om, at kunst, kultur og poesi kan bidrage til at forbedre trivsel for mennesker i udsatte positioner.

Indlægget på Atlinget.dk er en forkortet udgave med overskriften “Forskere og direktør i modsvar: Kunsten gør, at man kan være mere end sin lidelse”. Følgende kan du læse det fulde indspark fra Mette Steenberg, Nicolai Ladegaard, Line Dalsgård og Charlotte Ettrup Christiansen:

Nej - at læse poesi er ikke det samme som at bage eller fiske

Annette Søgaard Nielsen og Anders Juhl Rasmussen, SDU, har skrevet et indlæg for at mane til besindighed imod den simplificering af viden, de mener finder sted inden for feltet ’kultur og sundhed’. Forfatterne påpeger desuden, at der er sparsom evidens bag de aktiviteter, der for tiden sættes i gang på området.

Vi er enige i, at man skal være varsom overfor forhastede konklusioner og simplificeringer. Vi mener dog, at forfatterne selv gør sig skyldige i sådanne. De argumenterer på meget tyndt evidensgrundlag, når de lægger et enkelt review studie (2016) og “små, kvalitative studier, der udføres rundt omkring i Danmark”, til grund for deres konklusion om, at der ingen forskel er på at fiske, bage og arbejde med poesi. Og de simplificerer, når de ikke skelner mellem faciliterede og ikke-facilitere æstetiske interventioner.  

Vores egen forskning viser, at det poetiske kan noget særligt. Vi gennemførte i 2017-21 et større interdisciplinært forskningsprojekt støttet af Velux Fondens såkaldte HUMpraxis program. Igennem tre år undersøgte vi betydningen af skønlitterær fælleslæsning blandt 50 unge, som kunne se sig selv i kategorien ”psykisk sårbar”. I nogle tilfælde skyldtes deres oplevede sårbarhed en aktuel livssituation, i andre var den knyttet til en psykiatrisk diagnose. Antropolog Charlotte Christiansen skrev blandt andet ph.d. afhandlingen “Litterære frirum”, som konkluderer, at litterære teksters poetiske kvaliteter, forstået som teksternes ”uafgjorthed”, tilbyder et frirum. I dette frirum er det muligt at opleve nærvær og åbenhed sammen med andre, og man kan for en stund være andet og mere end sin lidelse. 

Kunsten (her poesi) synes altså at være én afgørende faktor. Faciliteringen er en anden. Nærlæser man det review studie, som Nielsen og Rasmussen henviser til, ser man, at det er interventioner baseret på ikke-faciliteret skrivning, der havde tvivlsom effekt. Interventioner, der blev gennemført i en guidet gruppekontekst, havde bedre effekt, og forfatterne til reviewstudiet efterlyser yderligere forskning indenfor netop denne type af kunst- og kulturinterventioner. Et stort anlagt og nyligt gennemført ”scoping reviewstudie” (2022) baseret på 310 studier på tværs af kunstarterneviser desuden med stor vægt, at den ”aktive involvering i kreative processer” er en vigtig ingrediens for deltagernes udbytte, ligesom betydningen af en ”faciliteret proces” er medierende for den positive effekt. Der er med andre ord forskel på at skrive til skuffen og deltage i et kreativt skriveværksted faciliteret af en fagperson, der har indsigt i såvel litterære processer som gruppedynamik.

Rapporter dokumenterer løbende faldende mistrivsel blandt en betydelig del af børn og unge. Der er derfor brug for indsatser. Her mener vi, at det er vigtigt at medtænke, at unge ikke er enten ”syge” eller ”raske”, men at der er rum og positioner, der kan virke styrkende sideløbende med en oplevet sårbarhed. Det gode liv kan ikke gøres op i fraværet af sygdom. Det gode liv er også oplevelser af meningsfuldhed og fællesskab, uanset at disse ikke altid kan konkurrere med lidelsen. At effekten af det poetiske er kontekst- og øjebliksbestemt betyder ikke, at den er uden effekt. Det betyder snarere, at forskningen i feltet må benytte metoder, der indfanger sådanne momentære effekter og deres eftervirkninger.

Et oplagt spørgsmål til videre forskning kunne være den taknemmelighed, som deltagerne i det kreative skriveværksted giver udtryk for i Nielsens og Rasmussens indlæg. At være taknemmelig er alt andet lige udtryk for, at man har været med til noget, man oplever som værdifuldt. Hvad er de taknemmelige over? Hvordan spiller taknemmeligheden ind i deres øvrige liv?

Vi vedkender os, at vi som forskere ikke er frie af vores interesser. Vores interesse er blandt andet at finde ud af, hvorvidt, samt hvordan og hvornår, kunsten kan styrke unge, der mistrives. De unge kalder på præstationsfrie rum, og hver fjerde har oplevet angst og depression. Kunsten kan noget her og repræsenterer et potentiale, som vi har en samfundsforpligtelse til at blive ved med at udforske og være nysgerrige på.”