SKØNLITTERÆR UNGEAKTIVISME: LÆSEFORENINGENS FÆLLESLITTERÆRE UNGEINDSATS!

I Læseforeningen har vi flere tilbud til unge, der har lyst til at mødes med andre unge i præstationsfrie rum med højt til loftet og med plads til at tænke vildt og frit sammen. I læsegrupperne er der mulighed for at sætte ord på noget af det, som fylder og optager den enkelte, og der er plads til ro, refleksion og meningsfulde samtaler. Besøg vores nye ungeindgang her på hjemmesiden, hvor du kan læse mere om vores forskellige tilbud og projekter med unge i fokus, lige fra vores skønlitterære aktivister til læsegrupper for unge med ondt i livet.

Læsegrupper for unge i alle livssituationer

Vi har læsegrupper for alle unge uanset livssituation. I læsegrupperne er der mulighed for at få en velfortjent pause fra en hverdag med stress, pres, krav og forventninger. Læsegruppen er et formålsløst rum for refleksion og samtale om livet og verden og nogle af tidens store emner med udgangspunkt i skønlitteraturen. Der er ikke fokus på analyse og fortolkning af teksterne, man kan aldrig sige noget forkert, og man skal ikke overbevise nogen om noget, tværtimod er der højt til loftet og plads til at tænke vildt og skævt og frit sammen med andre unge.


Hver uge har vi flere steder i landet læsegrupper for:

  • Studerende på alle typer af videregående uddannelser

  • For psykisk sårbare unge

  • For unge med selvmordstanker

  • For unge der bare har lyst til at deltage i et uforpligtende fællesskab over litteratur


…Og mange flere! Du kan se en samlet liste over vores læsegrupper her eller sende os en mail, hvis du har spørgsmål eller leder efter en læsegruppe, der passer lige til dig.

Hvad vil det sige at deltage i en læsegruppe?

Alle vores læsegrupper faciliteres af en frivillig læseguide, som medbringer to tekster og læser dem højt for gruppen. Undervejs holder læseguiden pauser og stiller spørgsmål til teksten, og deltagerne får mulighed for at dele alt det, som litteraturen vækker i dem, det kan være de billeder, der popper ind i hovedet under læsningen, strøtanker, associationer, erfaringer, minder - altså alt mellem himmel og jord. En læsning varer mellem 1 og 1 1/2 time. Man behøver ikke være belæst eller have et særligt forhold til litteratur for at deltage, tværtimod kræver det ingen forberedelse at være med, man møder simpelthen bare op med alt, hvad man er den dag, og man må også altid sidde og lytte, hvis det er det, man har mest lyst til.


Hvis du vil vide mere

  • Læs mere om vores tilbud til unge her

  • Mød alle vores ambassadører og hør dem fortælle om deres egne erfaringer med læsefællesskaber

  • Skriv til os, hvis du har spørgsmål eller leder efter en læsegruppe, der passer til netop dig


Vi glæder os til at se dig i en af vores læsegrupper for unge!


Forrige
Forrige

AARHUS LEVENDE LITTERATURBY: VÆR MED OG DELTAG I EN AF DE TRE KOMMENDE WORKSHOPS

Næste
Næste

SKØNLITTERÆR AKTIVISME PÅ SOLSKINSØEN: LÆSEFORENINGEN PÅ FOLKEMØDET 2022