NYE LÆSEGUIDES KLAR TIL LOKALE LITTERÆRE FÆLLESKABER
Hos Læseforeningen prøver vi hele tiden at udvikle vores programmer og workshops til at blive endnu bedre og skarpere. Uddannelsen til læseguide er ingen undtagelse, og i den forgangne weekend blev endnu et godt hold udklækket i de skønne omgivelser på Stenstruplund – nu skal litteraturen ud og gøre en forskel i det lokale.
NYE FORMATER OG FOKUS PÅ DET LOKALE
De uddannede læseguider var det andet hold, som er blevet uddannet med Læseforeningens nyudviklede kursusmateriale. Her er der i højere grad lagt vægt på de frivillige læseguiders arbejde i praksis, og hvordan empowerment og ejerskab kan opnås i litterære fællesskaber.
De nyuddannede Læseguides er uddannet i et samarbejde med Spar Nord Fonden, og skal udbrede de litterære fællesskaber i lokale kontekster uden for de større byer.
Uddannelsen til læseguide har dog stadig sine rødder dybt plantet i metoden ”guidet fælleslæsnings” muld. På det netop overståede kursus fra fredag d. 13/11 – søndag d. 15/11 var omdrejningspunktet derfor stadig litteraturen, den fælles læsning, og en nænsom facilitering af den litterære samtale.
EN STEJL LÆRINGSKURVE OG ET GODT GYS
Resultatet blev en læringsrig og intensiv weekend, med glade kursister og et godt grundlag for fremtidige litterære fællesskaber. I de skønne rammer på Stenstruplund Kursuscenter greb deltagerne faklen, og var fyr og flamme med gode ideer til inddragelse og empowerment gennem litteraturen.
Fredag d. 13 har en speciel plads i det litterære univers. De nyuddannede læseguider sørgede i den særlige dags ånd for, at der fredag opførtes en gruopvækkende højtlæsning af Edgar Allan Poe’s ”The Raven” i de sene aftentimer. Resten af kurset forløb heldigvis uden hverken gåsehud eller ubudne natteravne, og de glade kursister kunne vende trygt hjem, nu klar til at skabe litterære åndehuller i deres by.