Praktikopslag: Bliv kommunikationpraktikant i Læseforeningen og vær med til at skabe landsdækkende skønlitterær aktivisme!
Vil du være med til at styrke Læseforeningens ungeindsatser gennem kommunikation og eventplanlægning, og er du interesseret i arbejdet med frivillige – så er en praktikplads i Læseforeningen måske noget for dig?
Vi søger en praktikant, der vil være med til at udbrede kendskabet til Læseforeningens indsatser for unge på tværs af landet gennem lokale events og landsdækkende kommunikation. Som praktikant kommer du til at ping pong’e lokalt sammen med vores ’skønlitterære aktivister’ der danner skønlitterære miljøer rundt omkring i Danmark. Du skal bidrage til at skabe engagement omkring miljøerne og motivation blandt disse unge frivillige. Gennem kommunikation (SoMe, plakater, oplæg) skal du også være med til at invitere endnu flere unge med ombord i miljøerne.
Du bliver som praktikant en del af en spændende organisation og et skønt hold medarbejdere, du får indblik i arbejdet med samfundsforandring gennem skønlitteratur, og du får erfaring med intern og ekstern kommunikation samt projektudvikling. Alt i tæt samarbejde med andre unge, projektledere fra Læseforeningen og Læseforeningens kommunikationsansvarlige.
Læseforeningens sekretariat er fordelt over Aarhus, København og Svendborg, og du vil have din daglige gang på et af vores kontorer, alt efter hvad der passer dig bedst. Derudover skal du forvente rejser på tværs af landet (selvfølgelig med din transport dækket).
Om dig
Du er studerende (eller lignende) og har mulighed for praktik.
Du skal være en god formidler – både visuelt, i skrift og tale
Du skal kunne motivere andre unge og hjælpe os med at opbygge en god vibe omkring projektet generelt
Du skal være imødekommende og sætte pris på at have kontakt til mange forskellige mennesker
Det er fedt hvis du er idérig og kreativ, og hvis du vil hjælpe os med at sparke en masse fede events for unge i gang landet over!
Du skal kunne arbejde struktureret, selvstændigt og tage ansvar for lavpraktisk koordinering
Du må meget gerne have erfaring med events og/eller kampagner fra dit studie eller tidligere arbejde
Om os
Læseforeningen er en civilsamfundsorganisation, der arbejder for at skabe øget trivsel, empowerment og mental sundhed med skønlitteratur og metoden guidet fælleslæsning som redskab. Læseforeningen uddanner frivillige læseguider og etablerer skønlitterære fællesskaber i hele landet for mennesker i alle aldre, livssituationer og på tværs af sociale lag. Netop nu har vi særligt fokus på unge og på at bruge skønlitteraturen som et aktivistisk virkemiddel i udviklingen af fremtidens samfund.
Om projektet
I efteråret 2022 skød Læseforeningen sammen med Tænketanken Fremtidens Biblioteker et treårigt projekt i gang, hvor vi med støtte fra Nordeafonden og i samarbejde med skønlitterære ungeaktivister, kommuner og civilsamfundsaktører arbejder for at engagere unge som medskabere af skønlitterære, selvorganiserende ungemiljøer i en række byer i landet.
Derfor har vi brug for en skarp kommunikationspraktikant!
Ansøgning
Praktikstillingerne er på 30 timer ugentligt i forårssemestret 2024 med opstart 1. februar (hvis dette ikke passer dig helt præcist og du alligevel tænker du kunne være genial i rollen, så skriv alligevel! Eller giv os et ring.)
Vi forventer, at du har minimum 4 ugentlige arbejdsdage på kontoret i enten Aarhus, Svendborg eller København.
Vi søger ikke en specifik profil, men vi lægger vægt på erfaring med forskellige typer af kommunikation, frivilligorganisering og rekruttering. Det vigtigste er dog, at du brænder for at nå ud til og engagere unge. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen.
Ansøgninger modtages løbende. Spørgsmål til stillingen rettes til projektleder for Læseforeningens ungeindsats, Sigrid Storm, eller Læseforeningens kommunikationsansvarlige Anna Liv Bolther. Motiveret ansøgning samt CV sendes sigrid@laeseforeningen.dk