LÆSEFORENINGENS SOMMERSKOLE 2023 - ARBEJDET I LIVET OG LIVET I ARBEJDET: BILLEDSERIE

Den 26. og 27. august løb Læseforeningens årlige sommerskole af stablen for tredje gang - nu kan man for alvor kalde det en tradition! Sommerskolen er for alle Læseforeningens frivillige læseguider og medskabere, der hver uge bruger dyrebar tid og god energi på at skabe læsefællesskaber i hele landet. I år var rammerne Fristedet Skæring ved Aarhus og over 50 af vores seje frivillige mødte op. Igen: Tak for jeres store indsats, også til alle jer der ikke kunne være med.

Temaet for årets sommerskole var Arbejdet i livet og livet i arbejdet. Der var sammensat et program bestående af samtalesalon, poetisk speedmeeting, workshops, fælleslæsninger, poetisk saunagus, panelsamtale og sidst men ikke mindst lommer af tid til, at man sammen kunne nyde de smukke omgivelser og dejlig mad under augusthimlen.

Lørdag blev ballet åbnet med en samtalesalon omkring årets tema, fascilieteret af læseguide, bestyrelsesmedlem og del af eventteamet Shaun Butters. Senere kunne deltagerne koble sig på en ud af tre workshops; 1. Workshop om læseguidens arbejde med læseguider Shaun og Kirsten, 2. Arbejde og kollageworkshop - Skriveworkshop med forfatter og højskolelærer Lean Pejtersen og 3. Hvad er sensuous reading? – Workshop med performancegruppen Sisters Hope. Alle tre meget inspirerende oplevelser der gav nye blikke på det arbejde det er, at være læseguide såvel som på livet generelt. Tak for det. Aftenen bød derefter på lækker middag, poetisk speedmeeting og endelig den nye opfindelse: poetisk saunagus - en drømmeaften for skønlitterære aktivister.

Efter morgenmaden søndag var der - selvfølgelig! - fælleslæsning, og herefter panelsamtale om Arbejdet i livet og livet i arbejdet. I panelet sad tre gæster, som på hver deres måde beskæftiger sig professionelt med årets tema. Læseforeningens chef for sociale indsatser, Helene Forsberg, modererede samtalen, og panelet bestod af forfatter Cæcilie Højbjerg Poulsen, forfatter og højskolelærer Lean Pejtersen og forsker Mathies Græsborg. Tak til dem for nye perspektiver og vinkler. Før et endeligt poetisk farvel med kaffe og kage, gav direktør Mette Steenberg og Chef for sociale indsatser Helene Forsberg en status på Læseforeningen anno 2023.

Sidst men ikke mindst, kæmpe stort tak til det seje eventteam der fik planlagt og afviklet nogle fantastiske og inspirerende dage på Læseforeningens sommerskole 2023. Tak til Frigge Fri for stemningsfilm og smukke billeder. Vi glæder os allerede til næste år, og nu - tilbage til arbejdet!

Forrige
Forrige

AARHUS: VI SØGER UNGE ‘SKØNLITTERÆRE FØLGEVENNER’ TIL AT INVITERE ANDRE UNGE MED IND I LÆSEFÆLLESSKABER

Næste
Næste

VI SØGER FRIVILLIGE LÆSEGUIDER: SKAB SKØNLITTERÆRE ÅNDEHULLER FOR ÆLDRE I AARHUS