STJERNENS TIME: VIRTUELT LÆSEFÆLLESSKAB PÅ JORDOMREJSE
Mandag d. 7. februar starter den fjerde version af den virtuelle læsegruppe Stjernens Time. Her fortæller Læseguide Thit om læsegruppen og om de tanker, hun har gjort sig undervejs. Vi ses på Zoom!
En litterær rejse til de syv kontinenter
Siden efteråret 2020 har jeg haft fornøjelsen af at facilitere læsningen af en række romaner fra fjerne himmelstrøg i nogle særlige læsegrupper kaldet ”Stjernens Time”. Sådan hedder de, fordi det første værk, vi læste, netop var ”Stjernens Time” af den brasilianske forfatter Clarice Lispector. Efterfølgende har vi læst ”Et Eksotisk Ægteskab ” af japanske Yukiko Motoya og senest ”Sultens Hus” af Dambudzo Marechera fra Zimbabwe/Rhodesia.
Jeg hører sommetider folk sige, at de altid ender med at læse den samme type litteratur – f.eks. noget nyt dansk. Det kender jeg godt fra mig selv. Derfor er det så fedt, at vi i disse læsegrupper møder noget andet. Når jeg udvælger romanerne, er der nemlig det benspænd, at vi skal bevæge os videre til et nyt kontinent, hver gang et nyt forløb starter. Målet er en jordomrejse, hvor vi gennem litteraturen får besøgt alle syv verdensdele.
Under læsningen af den seneste bog – Sultens Hus – snakkede deltagerne og jeg om, at vi måske ville have givet op, hvis vi havde siddet med den alene. Den var svær at forstå, voldsom og nogle gange bare irriterende. Ikke desto mindre tror jeg, at vi alle oplevede at have nogle rigtig spændende samtaler undervejs og at sidde med en god forståelse af romanen og dens karakterer, da vi nåede slutningen. Værket har ligesom de to øvrige fået en særlig plads hos mig. De er blevet til så meget mere, fordi jeg har læst og diskuteret dem i grupperne.
Stjernens Time 4.0
Mandag d. 7. februar starter en ny gruppe. Denne gang skal vi til Nordamerika, hvor forfatteren Ursula K. Le Guin kom fra. Jeg kan dog afsløre, at vi allerede første aften vil forlade planeten Jorden og bevæge os ud i universet med retning mod Verden 4470 i selskab med den helt særlige besætning på rumskibet Gum. Vi skal nemlig læse sci-fi-fortællingen ”Større end riger og langsommere”. Den er vild, rørende og efterlod mig med en masse spørgsmål.
Stjernens Time 4.0 er åben for alle. Det forgår på Zoom, for at vi kan mødes på tværs af landet. Henover i alt fem aftener læser vi romanen fra ende til anden. Jeg læser højt og deler løbende teksterne på skærmen, så det kræver ingen forberedelse at være med. Undervejs holder vi pauser, hvor vi snakker om de tanker, følelser, spørgsmål mm., som tekststykkerne afføder. Hver session rundes af med et stykke poesi, som måske kaster nyt lys over romanen, eller som måske bare er smukt, sjovt, beroligende eller noget helt fjerde.
Jeg glæder mig til endnu et forløb, hvor vi sammen fordyber os i et stykke verdenslitteratur og får en særlig pause i denne mørke og delvist nedlukkede vintertid.
Praktisk information og tilmelding
Læsegruppen starter op mandag d. 7. februar kl. 19.30-21.00. I uge 7 er der vinterferie. Derefter mødes gruppen de følgende fire mandage - altså fem aftener i alt.
Tilmelding til maria@laeseforeningen.dk
Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte Thit på thit.thit@hotmail.com.