TRYGFONDEN STØTTER PROJEKTET MÆND MØDES OM SKØNLITTERATUR

Læseforeningen modtager 2,7 millioner kroner fra TrygFonden til i samarbejde med Ældre Sagen at fortsætte arbejdet med at skabe læsefællesskaber i hele landet for at styrke livskvaliteten og skabe øget trivsel for mænd i alderen 60+ gennem skønlitteratur.

Over de næste 3 år vil Læseforeningen i samarbejde med Ældre Sagen og Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet og med støtte fra TrygFonden udvikle indsatsen med ugentlige læsefællesskaber for mænd i alderen 60+, i første omgang med særligt fokus på mænd i overgangen mellem arbejdsliv og pension. Læseforeningens metode, guidet fælleslæsning, kobles med Ældre Sagens infrastruktur med lokalafdelinger bredt i landet. Statens Institut for Folkesundhed følger projektet med fokus på oplevet effekt for deltagerne og implementering på tværs af landet.

Professor Anna Paldam fra Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet siger om indsatsen:

Vores arbejdsliv er i høj grad med til at definere vores identitet og give os en meningsfuld hverdag. Vi udfylder en rolle, bidrager til fællesskabet og skaber værdi. Når vi tager afsked med arbejdslivet, kan vi derfor komme til at føle, at vi mister en stor del af vores identitet. Har man oveni ikke et socialt netværk, nogen hobbyer eller lyst til at kaste sig ud i nye projekter og aktiviteter, kan dagene blive meget lange, og man kan komme til at føle sig meget alene. Guidet fælleslæsning har vist sig som en lovende måde at engagere mænd i sundhedsfremmeinterventioner. Med donationen kan vi udvikle og udbrede metoden over hele landet. Vi er meget taknemmelige for støtten og glæder os til at forske i udrulningen af indsatsen, så vi kan lære undervejs og forbedre den løbende

Projektet bygger på et igangværende samarbejde om forskningsprojektet Læs som mand, hvor foreløbige resultater peger på, at læsefællesskaberne bidrager positivt til mænds trivsel i overgangen til pensionstilværelsen som en meningsfuld og værdifuld aktivitet, der har muliggjort at deltagerne (gen)opdager interesser og etablerer relationer. Med den nye donation fra TrygFonden bliver det muligt at brede indsatsen endnu længere ud gennem Ældre Sagens lokalafdelinger, så flere mænd i hele landet kan få gavn af at deltage i fællesskaber omkring skønlitteratur.

Social-humanitær konsulent Lars Berg Schovsbo fra Ældre Sagen siger om indsatsen:

Færre ældre mænd end ældre kvinder deltager i aktiviteter. Det gælder både i Ældre Sagen og i mange andre organisationer. Generelt har ældre mænd en ringere sundhedstilstand end kvinder og oplever en højere grad af ensomhedsfølelse. Deltagelse i aktiviteter kan skabe en sundere livsstil og en lavere grad af ensomhedsfølelse. I Ældre Sagen har vi derfor særligt fokus på at skabe målrettede aktiviteter og fællesskaber for mænd. Vi er glade for, at Trygfonden har valgt at støtte dette projekt, hvor vi får mulighed for at blive endnu klogere på betydningen af mænds deltagelse i aktiviteter og samtidig give Ældre Sagens mange engagerede frivillige en særlig mulighed for at gøre en forskel for ældre mænd.

Projektet vil gøre det muligt for ældre mænd i alle dele af landet at blive en del af ugentlige læsefællesskaber for at modvirke oplevelsen af ensomhed og styrke målgruppens mentale sundhed og trivsel. Projektet udbredes i løbet af de 3 år til at omfatte hele målgruppen af mænd i alderen 60+.

Programchef for ensomhed i Læseforeningen, Helene Forsberg, siger om indsatsen:  

Der er behov for nytænkende indsatser, der kan række ud til mænd i overgangen mellem arbejdsliv og pension, så ensomhed og udsathed mindskes i denne livsfase. Vores erfaring er, at skønlitteraturen kan noget særligt, og at de interessebårne fællesskaber rammer noget, som kan motivere til at deltage og mødes. Det kan skabe perspektiv og et rum for at dele tanker, livserfaringer og måske ligefrem følelser, som ellers kan svære at dele. På den måde kan vi med skønlitteratur modvirke ensomhed gennem læsefællesskaber

Projektet ledes af programchef Helene Forsberg fra Læseforeningen i partnerskab med social-humanitær konsulent Lars Berg Schovsbo fra Ældre Sagen og professor Anna Paldam fra Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet sammen med forsker Carsten Hinrichsen. Spørgsmål kan rettes til de relevante og mere info findes her.

Ønsker du at blive frivillig i projektet eller deltage i en læsegruppe, så kan du læse mere her.

Forrige
Forrige

UNGE, DEMOKRATI OG SKØNLITTERATUR: ET NYT HOLD SKØNLITTERÆRE AKTIVISTER KLAR TIL LÆSEREVOLUTION

Næste
Næste

VI SØGER FRIVILLIGE TIL PROJEKTET MÆND MØDES OM SKØNLITTERATUR