"En plads i litteraturen" læsegrupper for studerende
Læsegrupper for studerende for at modvirke stress, ensomhed og mindske frafald.
Flere og flere unge under uddannelse oplever i disse år markante problemer med mistrivsel, herunder særligt stress og social isolation. Tal fra den danske sundhedsprofil dokumenterer en stigning på over 10 procent i perioden 2013-2017 (Sundhedsstyrelsen & Statens Institut for Folkesundhed 2018). Nye tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet med besvarelser fra over 100.000 studerende viser lignende tendenser, hvor næsten hver femte angiver, at de altid eller ofte har stærke stresssymptomer i forbindelse med deres dagligdag på studiet (Uddannelses- og Forskningsministeriet 2019). Studenterrådgivningens årsrapport 2019 om studerendes trivsel, “Når det perfekte tynger”, peger på den herskende præstationskultur, som en faktor for de studerendes mistrivsel.
På den baggrund har Læseforeningen etableret et samarbejde med Studenterrådgivningen om at udvikle og evidensbasere et læsegruppetilbud baseret på guidet fælleslæsning for unge studerende med symptomer på mistrivsel. Fra en række af vores andre projekter og studier, her særligt erfaringerne fra vores Velux-støttede Empowermentprojekt, ved vi at fælleslæsning skaber et rum fri for krav og præstationer, som kan give fornyet mod og lyst til læring for unge i en sårbar position.
Forskningsstøtten fra TrygFonden markerer en milepæl ikke blot i Læseforeningens historie, men også i det arbejde, der pågår i disse år for at udvikle og evidensbasere kultur og sundhedsområdet. Med støtten fra TrygFonden bliver det muligt ikke blot at tilbyde en indsats for en belastet gruppe, men at styrke hele vidensfeltet omkring litteratur og mental sundhed og videreføre dokumenterede erfaringer fra tidligere forskningsprojekter, her særligt Tid til Læsning og Empowermentindsatsen ”Fra deltager til læseguide”.
Specialpsykolog i psykiatri, Ph.d. Nicolai Ladegaard, Forskningsenheden Afdeling for Depression og Angst (ADA), Aarhus Universitetshospital Psykiatrien, er ansvarlig for at dokumentere effekterne af indsatsen.
Der vil her i foråret 2020 være læsegrupper i Aarhus, København og på RUC. Rekruttering til grupperne foregår via rådgiverne på Studenterrådgivningen og er allerede godt igang. Projektet forventes afsluttet med udgangen af 2022.
Hvis I vil høre mere om projektet, så kontakt Daglig leder i Læseforeningen Mette Steenberg på 23240876.