SKØNLITTERÆR EMPOWERMENT: DER FINDES SKØNLITTERÆRE FÆLLESSKABER FOR DIG, SOM ER UNG, OG HAR PSYKIATRIERFARINGER INDE PÅ LIVET!
Er du mellem 18 og 35 år, og har du psykiatrierfaringer eller erfaringer med at være i en psykisk sårbar position? Så er skønlitterær empowerment og læsefællesskaber måske noget for dig!
ET FÆLLESSKAB OM LITTERATUREN
I Danmark oplever rigtigt mange mennesker at have det psykisk svært og at få brug for psykiatrisk hjælp. Det gælder ikke mindst mange unge. Men udover medicinsk og terapeutisk behandling, er der ofte brug for inspirerende fællesskaber, hvor man som unge kan mødes med andre unge om et fælles tredje, som ikke er sygdom. Vores skønlitterære indsats er for dig mellem 18-35 år, som har psykiatri inde på livet og har lyst til at mødes med andre unge i præstationsfrie rum med plads til meningsfulde samtaler om de tanker, følelser og erfaringer, litteraturen vækker. En uddannet læseguide udvælger litteratur og læser højt for deltagerne i læsegruppen. Som deltager medbringer man bare sig selv og kommer, som man er. Du behøver ikke være belæst eller vant til at tale om litteratur, og det kræver ingen forberedelse at være med.
FRA DELTAGER TIL LÆSEGUIDE
Deltagere i læsegruppen har mulighed for at blive uddannet læseguide og sidenhen selv skabe læsefællesskaber for andre unge. Her kan du dele ud af din yndlingslitteratur og være med til at skabe et skønlitterært frirum, hvor der er mulighed for at udfolde tanker om skønlitteraturen og livet sammen med andre.
Uddannelsen til læseguide afholdes to gange om året og kræver ansøgning og samtale forud for deltagelse. Det er et tilbud og ikke et krav for at være med som deltager i en læsegruppe.
TIDER OG STEDER
København hver mandag kl. 16.00-17.30 i Eliaskirken, Vesterbrogade 49, København V
Aarhus hver mandag kl. 16-17.30 på Godsbanen, Skovgaardsgade 3F, 8000 Aarhus C
Odense hver tirsdag kl. 16-18 i samarbejde med Samtalegrupper for Unge, Ungdomshuset, Nørregade 60 2. sal, 5000 Odense C
Vi har desuden læsegrupper for mennesker med psykiatrierfaringer på sengeafsnit og ambulant ved psykiatriske centre på tværs af landet og ved andre kommunale og civilsamfundstilbud. For mere information om disse grupper, kan du henvende dig til Helene Forsberg på helene@laeseforeningen.dk
VI HÅBER AT SE DIG – TIL SKØNLITTERÆRE MØDER OG SAMTALER