ET NYUDKLÆKKET HOLD LÆSEGUIDER KLAR TIL AT LÆSE MED UDSATTE UNGE
Inden vi sev ud i lidt efterårsfri, afholdt vi i Læseforeningen endnu en gang kursus i guidet fælleslæsning på Stenstruplund Kursuscenter på Fyn. Tolv engagerede unge mennesker blev over tre tætpakkede dage undervist i højtlæsningspraksis, det gode tekstvalg og guidet fælleslæsning som metode til at læse mod udsathed. Denne gang havde kurset særlig fokus på ung-til-ung læsefællesskaber for udsatte unge og blandt deltagerne var Læseforeningens nye studentermedhjælper Sigrid, som har forfattet denne artikel.
Udsatte unge er først og fremmest unge!
For at styrke de nyuddannede læseguider i det kommende arbejde med læsegrupperne holdt Læseforeningens leder for blandt andet arbejdet med udsathed, Helene, et oplæg om social udsathed og foreningens forståelse af ’udsatte unge’ som målgruppe. ’Udsatte unge’ er en gruppe af unge mellem 18 og 35 år, som befinder sig i udsatte livssituationer. Det vil sige, at de oplever sociale og/eller psykiske sårbarheder og en kombination af problematikker som ensomhed, social isolation og usikker tilknytning til sociale netværk, uddannelse eller arbejde og usikre boligsituationer. De unge er på den baggrund i risiko for at udvikle langvarig udsathed.
Som Helene fortalte, er det vigtigt at holde for øje, når man skønlitterært arbejder for at modvirke udsathed, at udsatte unge først og fremmest er unge. Det vil sige, at man som ung i en udsat livssituation skal mødes og forstås præcist som alle andre unge, og mennesker i det hele taget - med interesse og positive forventninger til, at det først og fremmest er et ungt menneske med drømme, ønsker og en interesse for skønlitteratur - og en lyst til at dele den med andre. Det er udgangspunktet for al Læseforeningens arbejde med udsathed – at man først og fremmest er et menneske med interesser og lyst til alt muligt.
Når vi alligevel sætter ord på udsatheden og rekrutterer læseguider specifikt til at nå ud til udsatte unge, er det fordi vi ved, at mange unge kæmper med komplekse, sociale problemer, som kan stå i vejen for at engagere sig i for eksempel læsefællesskaber med andre unge og det frivillige foreningsliv. Mange unge oplever det som skamfuldt at være udsathed – derfor prøver vi med syvtommer søm at slå fast, at læsefællesskaberne er for alle de mennesker, vi er. De er et præstationsfrit rum for enhver, der giver plads til både lyst og mørkt, det nemme og det ensomme.
Nye spændende læsegrupper på vej
For at give os som deltagere et godt udgangspunkt og blod på tanden i vores nye rolle som læseguider blev kurset afsluttet med en workshop med brainstorming og inspiration til nye læsegrupper i hele landet.
Det blev til nogle rigtig gode snakke og refleksioner over, hvordan man kan skabe kontakt til potentielle læsegruppesteder, hvordan man kan bruge sit netværk, og hvordan man bedst møder den gruppe af unge folk, man skal samles om skønlitteraturen sammen med.
Læsegrupper i børne- og ungdomspsykiatrien, på døgninstitutioner og bosteder, for HF-elever, i ordblindefællesskaber og ny-i-byen-læsegrupper for tilflyttere var nogle af de spændende ideer, der kom på tavlen, og snart kan vi se frem til nye ung-til-ung læsefællesskaber i bl.a. Fredericia, Århus, Odense og København – det glæder vi os meget til! Og til alle jer unge, som har lyst til at være med – hold øje på hjemmesiden og Insta eller kontakt os på mail. Vi glæder os til at se jer!