JULEHILSEN FRA LÆSEFORENINGEN - OG ET JULEØNSKE
Kære Læseforeningens venner, gamle som nye
Julen nærmer sig og vi i Læseforeningen ønsker jer alle, læseguider, læsegruppedeltagere, samarbejdspartnere og foreningens medlemmer såvel som alle andre der følger med, en god jul og et godt nytår!
Derudover vil jeg benytte lejligheden til at reflektere lidt over året, der er gået og komme med et juleønske.
Det har været endnu et tumultarisk år i coronakrisens tegn. Det startede med nedlukning og isolation i januarmørket, hvor zoom var den gængse daglige og digitale løsning for fællesskabernes beståen, for senere at gå over i en lys og åben sommer med vores allerførste sommerskole og en glad genstart af alle vores fysiske læsegrupper. Så et efterår med masser af aktivitet og nu en vinter, hvor nedlukningerne igen ånder os i nakken.
Til dem, som ikke har fulgt foreningens arbejde tæt de sidste år, skal det siges, at Læseforeningen er vokset og har udviklet sig på mange planer. Man kommer i denne forbindelse ikke udenom at pandemien har gjort os skarpere på os selv og på vigtigheden af vores arbejde.
Vi har under pandemien lært, at vi som organisation både er store og små nok til at navigere og finde løsninger igennem uforudsete kriser. Vi har (gen)opdaget at fællesskaberne vitterligt er dem, der løfter os igennem disse kriser. Vi er blevet styrkede i vores egne værdier; nødvendigheden af litteraturen og det poetiske sprog for at forstå os selv som mennesker og forbinde os med hinanden.
Vi har gennemlevet et år, hvor ensomheden har været stor for mange, og for de ældre især, og hvor presset på de unge, om de står udenfor eller indenfor uddannelsessystemet, i psykiatrien, på sundhedsvæsenet og arbejdsmarkedet er vokset. Midt i alt det ser vi mennesker, frivillige læseguider og deltagere, der stadig, uge efter uge, har mod på - og finder mod i - at mødes og dele litteraturen og deres tanker og følelser.
Disse erfaringer, alle vores frivillige læseguider og alle de mange, skønne og brogede mennesker, der fælleslæser uge efter uge, giver os styrke til at gå ud og tale højt om vigtigheden af litteraturen og fællesskaberne omkring den, som det, der forbinder os som mennesker og samfund. Tak!
Endelig vil jeg slutte af med juleønsket: Læseforeningen arbejder for at vokse som medlemskabsorganisation, så vores stemme i samfundet også kan vokse. I dette arbejde har vi brug for dig og dit medlemskab. Læseforeningen er en medlemsforening, der styrker sin legitimitet for hvert nyt medlem. Desuden har foreningen mulighed for økonomisk støtte til arbejdet og visse fradrag ved mange medlemmer.
Bliv medlem af Læseforeningen og støt vores arbejde! Du kan melde dig ind via vores hjemmeside på følgende link: https://www.laeseforeningen.dk/blivmedlem. Er du allerede medlem, så stor tak for din støtte.
God Jul & Godt nytår
Mette Steenberg, direktør i Læseforeningen