Læseforeningen indtog Christiansborg med skønlitterær klimaaktivisme - En aften i ømhedens og lytningens tegn

To unge kvinder, Sally og Benedikte, tog turen forbi Christiansborg d. 14. november. De gik op ad en lille trappe, som ledte dem forbi security og hen mod stolerækkerne, som næsten blev fyldt helt ud. 73 andre sad sammen med den aften, hvor Læseforeningen inviterede til skønlitterær klimaaktivisme i Provianthuset. Det er et par måneder siden, de blev uddannet læseguider. De mødte op, fordi det lød som et sjovt og spændende arrangement, og klimaet er et vigtigt emne for dem.

Der blev budt velkommen til arrangementet af Torsten Gejl, som er næstformand for Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget. Han fortalte om sin oplevelse med, hvordan det giver en anden stemning og energi at tale om klimaet med udgangspunkt i litteraturen. Rummet fyldtes af en klapsalve og Mette Steenberg, som er direktør i Læseforeningen, tog ordet. Overalt, hvor vi kan åbne en dør med litteraturen, bringer vi den ud gennem de frivillige. Med hendes sidste beskrivelse af, hvor vigtigt det er at holde fast i håbet og fællesskabet, blev den underliggende tematik slået an for hele aftenen.

Vi skal huske nænsomheden, men give plads til håbløsheden

Klimaministeren Lars Aagaard og forfatteren Rasmus Daugbjerg sad klar i stolene, mens Freja Dahl, projektleder i Læseforeningen og aftens ordstyrer, bød velkommen til dem. Lars Aagaard lagde ud med en hverdagshistorie om den grønne strøm, som han forbandt til den nyligt indgåede grønne aftale. Han fremhævede hvordan politikere kan bruge sproget anderledes, og at sproget og litteraturen har en forenende kraft på tværs af arbejdsliv og geografisk placering. Derefter gik samtalen i en mere magisk retning, da Rasmus Daubjerg begyndte at analysere klimarapporten. Hans forkærlighed for mystiske væsener og eventyr prægede hans blik på læsningen, og han fortalte om, hvordan de spiller ind i klimaet. Eventyrene om troldene som boede et sted og først efter menneskene fandt og forstyrrede stedet, kom troldene efter dem. En fortælling han knyttede til klimakrisen, som heller ikke kom ud af ingenting. Engelske begreber som eco-health og biodiversity fyldte rummet, begreber og grafer, som kan være svære at forstå for andre. Refleksioner og konkrete tanker flød mellem Rasmus og Lars, hver med deres fødder i den mere magiske eller realistiske verden. Inden klimaministeren måtte skynde sig videre, mindede han om nænsomheden, ”vi skal huske nænsomheden, også os, der er mest engagerede, for nogle hører noget andet og er bange for det, de hører”. Klapsalven efterfølges af et øjebliks tomhed, og Rasmus Daugbjerg slog et slag for at der også skal være plads til håbløsheden.

De store forventninger og løsninger til klimakrisen

De to unge kvinder rejste sig fra sæderne og bevægede sig ned i hjørnet af lokalet hvor folk stillede sig i en rundkreds, klar til at læse Pontoppidans Lykke-Per sammen. Mette Steenberg, gruppens læseguide, delte teksten ud og fælleslæsningen begyndte. ”Kan I se det for jer?” åbnede hun samtalen. En samtale, som startede med de store forventninger og bevægede sig langsomt over mod klimaet. En ung kvinde fortalte om, hvordan de unge forventes at se og indse, at de er ment til at redde jorden. Bagefter brød en anden person ind og fortalte om sine oplevelser med følelsen af at stå alene i at engagere sig i klimaet. Hvordan hun først så det som håbefuldt, men så blev konfronteret med, at det er stort og man kan have en følelse af at mange omkring en ikke gør noget. ”Jeg er alene i det”. Efter endnu en oplæsning kredsede tankerne om politik, hvordan store håb og drømme er i startsædet, men ikke kan gennemføres. En anden lagde vægt på hvordan selve klimakrisen er svær at komme igennem, fordi folk ikke oplever alvoren. Mette sluttede samtalen af med at tale om ungdommens spørgsmål i klimakrisen: der er løsninger, så hvorfor gør vi det ikke bare?

Litteraturens samlende kraft

Politikerne sad på rad og række mens de fortalte om hvorfor de har valgte den bog, de havde, og hvilken betydningen litteraturen har for dem. Flere er enige om, at kunst er en mangelvare på Christiansborg. Ida Auken kom ind på generationskløften i den grønne omstilling: ”viden er ikke nok til at få os til at handle, det motiverer ikke mennesker”. Men at genfortrylle verden fascinerer hende, dog skal der være plads til mennesket. Torsten Gejl ønsker at bringe mere litteratur ind på slottet. Aftens sidste ord kom fra Mette Steenberg som betoner vigtigheden af litteraturen som et samlende rum: ”det er okay at der er rum hvor man kan tage nuancerne og mellemrummet og sorgen med. Det er vigtigt i en krisetid at vi står sammen”. De sidste klapsalver høres og salen går i opløsning. De unge kvinder splittes, Benedikte skynder sig i ud i natten, mens Sally reflekterer over det rum der blev skabt: ”man kan mærke, at det er et clash af rum, det politiske rum og det Læseforeningen prøver at skabe. Som frivillig kender jeg mere til Læseforeningen, og der er plads til at lytte og tage hinandens perspektiver ind i modsætning til politikernes argumenterende og konfliktfyldte rum”.