Opråb! Læseforeningen søger unge fra Roskilde til at blive skønlitterære aktivister

Skønlitterær aktivisme er en uddannelse og et frivilligjob for unge, der brænder for at skabe samfundsforandring og arbejde aktivistisk med skønlitteraturen. Som en del af Læseforeningens ungeindsats, og i samarbejde med Roskilde Bibliotekerne, skal du skabe skønlitterære fællesskaber sammen med andre frivillige lokalt i Roskilde, og du bliver derudover en del af et landsdækkende netværk af skønlitterære aktivister, som sammen laver større aktivistiske events, organiserer forfattersamtaler, deltager ved folkemøder og festivaller og udgiver deres eget tidsskrift Tankegræs.  

Kurset foregår d. 4.-6. oktober 2024 og vil foregå i Byens Hus i Roskilde. På kurset vil du lære om:

  • At bruge metoden guidet fælleslæsning, som er en metode til at læse og samtale i fællesskab

  • At idéudvikle, planlægge og afvikle poetiske, aktivistiske events

  • At arbejde med kommunikation og formidling

Om Læseforeningen

I Læseforeningen arbejder vi med at skabe poetisk samfundsforandring gennem ungedrevet, skønlitterær aktivisme. Vi drømmer om et samfund, hvor der er plads til alle og til meningsfulde, præstationsfrie fællesskaber. I vores læsefællesskaber mødes unge på tværs af landet, køn, livssituation og sociale- og kulturelle lag, og med udgangspunkt i skønlitteraturen undersøger de alt det, der fylder og optager dem. Vi tror på, at møder over litteraturen har et særligt potentiale som sted og rum for egne erfaringer og følelser knyttet til f.eks. klimaforandringer, konflikter, tanker om køn, race, krop og klasse: Vi tror på, at skønlitteraturen kan bruges aktivt og aktivistisk i en verden, der brænder.

 

Praktisk information og ansøgning

Kurset foregår d. 4.-6. oktober i Roskilde i Byens Hus. Kurset er gratis og inkl. forplejning, hvis du bor langt fra Byens Hus og har brug for overnatning i Roskilde, så står vi også for det.

Hvis det lyder som noget for dig at blive skønlitterær aktivist, så send din ansøgning til freja@laeseforeningen.dk. I din ansøgning skal du fortælle lidt om dig selv og din motivation for at deltage. Du kan selv bestemme ansøgningens form – du kan skrive, lave en video, et digt, en sang – det er op til dig.

Deadline for ansøgning er 23. september, og vi afholder løbende samtaler for deltagere.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Projektet er et samarbejde med Roskilde Bibliotekerne og støttet af Nordea-Fonden.

Næste
Næste

Billedserie: Læseforeningens sommerskole 2024! Forandringskraft på Rødding Højskole