Nye balancer - online læsefællesskaber for mennesker med fysisk handicap
Læseforeningen har modtaget midler fra Jasha-fonden til at oprette online læsefællesskaber for mennesker med fysisk handicap, der savner digitale fællesskaber, som de kan tilgå fra hjemmet. Alle er velkommen!
Hvad er et online læsefællesskab?
Fælleslæsningen foregår via mødeplatformen Zoom, hvor en frivillig, en læseguide, læser højt. Vi læser med metoden guidet fælleslæsning. Deltagelse kræver ikke forberedelse og forudsætter ikke særlig viden om litteratur på nogen måde - kun lyst til at læse sammen og et åbent sind. Vi læser en ny novelle/et nyt romanuddrag og et digt, hver gang vi mødes og man behøver derfor ikke være med hver gang for at være en del af fællesskabet.
Vi læser langsomt og der bliver holdt pauser i læsningen. I pauserne taler vi sammen om hvad der er blevet læst og hvilke ting det har vækket hos den enkelte. Måske er det en undren, der afføder et spørgsmål, mens en anden deltager er blevet mindet om noget bestemt fra sit eget liv, mens der blev læst. Læseguiden er trænet af Læseforeningen i at vælge litteratur der passer til formålet og i at stille spørgsmål, der åbner op for teksten og inviterer ind i læsningen. Vi læser alt muligt – det vigtigste er at teksten vækker undren eller på andre måder fascinerer.
Mød en læseguide
En af læseguiderne du kan læse sammen med i vores online læsefællesskaber, er Sidsel. Sidsel er 22 år og bor på Frederiksberg i København, og så har hun cerebral parese. Sidsel fortæller:
”I læsegruppen mødes vi en gang om ugen, hvor vi som læseguider har to tekster med og indleder snakken. Snakken kan løbe i mange retninger og åbne op for nogle samtaler, som man ellers ikke umiddelbart ville have fundet frem til.
For selvom det er med folk, som også har erfaringer med at have anderledes kroppe, så handler læsningerne ikke nødvendigvis om det. Tværtimod så kan det netop også lede hen til en samtale, hvor kroppen træder i baggrunden, når litteraturen får plads.
Teksterne har derfor heller ikke en handikap-kvote. Vi kan både finde på at læse noget, som er langt fra vores egne erfaringer, som en transformation til et dyr i Olga Tokarczuks ’Bizarre Fortællinger’ men også tekster, som er tættere på, som omsorgsarbejde i ’Varme Hænder’ af Stine Askov.
Det hele er med til at give nye perspektiver, som Tokarczuks karakter forklarer om verden: ”Vi har selv udskilt os fra den, og for at vende tilbage til den må vi forvandle os.” Om det er sandt ved jeg ikke, men man kan snakke om det. Måske er det netop litteraturen, der kan forvandle?”
Vi har tre forskellige online læsefællesskaber du kan være med i:
Hver torsdag 18.30 – 20.00. Opstart d. 8. august. Tilmelding via mail til Sidsel på: sidsel@laeseforeningen.dk
Onsdage i ulige uger 19.30 – 20.30. Opstart d. 28. august. Tilmelding via mail til Rigmor på: rigmor@laeseforeningen.dk
Torsdage i ulige kl. 10.00 - 11.00. Opstart d. 29. august. Tilmelding via mail til Pia på: pia@laeseforeningen.dk
Mere om projektet:
Det er ikke mit handicap/jeg slås med/men verden omkring mig” Sådan skriver forfatter Caspar Eric i hans digtsamling ’Nye Balancer’ fra 2023, et værk der beskriver hvordan det er at være en handicappet krop i livet og i samfundet.
Læseforeningen har fået midler fra Jascha Fonden til at skabe øget adgang til meningsfulde fællesskaber og modvirke ensomhed og social isolation for mennesker med fysiske handicap som ikke har samme adgang til kulturaktiviteter og fællesskaber, som andre. Det er vi vildt glade for! På et generelt plan, håber vi – ligesom Caspar Eric gør med sine digte – at være med til at skabe øget dialog om mennesker med handicaps rettigheder og repræsentation i samfundet.
Med hjælp fra blandt andet gode frivilligkræfter har vi mere specifikt udviklet et pilotprojekt, der i første omgang skal etablere online læsefællesskaber for mennesker med handicap.